En obelisk er en firkantet stenpille, der tilspidser sig foroven og ender i en lille pyramide. Obelisken var både et kultobjekt og et arkitektonisk element i oldtidens Egypten. De tidligste obelisker var korte og tykke, opmuret af kalksten og beklædt med rosengranit og fandtes som kultbillede i Gamle Riges solhelligdomme. De symboliserede den urhøj, hvor Solen ved verdens skabelse kom til syne ved sin første opgang. I Mellemste og Nye Rige, hvor obeliskerne blev højere og slankere samt udhugget af en enkelt granitblok med spidsen beklædt med elektrum, anbragtes de som regel parvis foran templernes pyloner (porttårne). Her understregede de kongens relation til solguden og var ofte viet guden i forbindelse med en sejr eller et regeringsjubilæum. En eller flere lodrette indskrifter fremhæver omstændighederne, og regentens billede kan være indhugget på den pyramideformede spids.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet obelisk kommer af græsk obeliskos, diminutiv af obelos 'spid'.
De senere obelisker er ofte over 30 meter høje og vejer adskillige hundrede ton. Selvom enkelte endnu findes i Egypten, fx Theben og Heliopolis, er mange flyttet udenlands og fik fra og med romersk kejsertid en ny arkitektonisk rolle som midtpunkter på pladser i nyere byer som fx Rom, Paris, Istanbul, London og New York. Isistempler i Romerriget kunne også smykkes med obelisker.
En halvfærdig obelisk hviler endnu i stenbruddet ved Aswan og vidner om, hvordan de gigantiske blokke blev frigjort fra massen vha. overrislede trækiler, kobbersave og dioritkugler. Modeller af obelisker i andet materiale brugtes som votivgaver i templerne eller som amuletter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.