Nævn, særlige organer i den offentlige forvaltning. Der sondres ofte mellem administrerende og domstolslignende nævn. Inden for statsadministrationen findes et stort antal nævn, hvoraf nogle træffer afgørelse som førsteinstans, fx fredningsnævn, mens andre fungerer som klageinstans, fx Miljøklagenævnet.

Nævn er kollegiale organer, dvs. at de er sammensat af flere personer, og at deres afgørelser som udgangspunkt træffes ved afstemning. Nævn er endvidere uafhængige, dvs. at de ikke kan modtage tjenestebefalinger fra en minister eller andre, og deres afgørelser kan ikke uden lovhjemmel påklages til en anden forvaltningsmyndighed.

Det er ofte interesserepræsentanter og særligt sagkyndige samt i nogle tilfælde dommere, der er medlemmer af nævn. Et nævn kan normalt kun oprettes med hjemmel i lov. Også i det kommunale regi findes nævn, fx skolebestyrelser og børn- og unge-udvalg.

Inden for statskundskaben betragtes nævn sammen med råd som interorganisatoriske organer, dvs. mødested eller arenaer for forskellige samfundsmæssige interesser, ofte set som et led i neokorporatisme. Se også ministerium, ministerialsystem og råd.

Historie

I ældre dansk ret skulle nævninge undersøge en sag og derefter på tinge afgive en udtalelse under ed. Udtalelsen havde karakter af bevis og blev uprøvet lagt til grund for tingets afgørelse. Nævninge blev udpeget af tinget eller kongen, undertiden af sagens parter eller af sagsøger alene. Nævn anvendtes ifølge landskabslovene i sager om visse retsbrud, fx manddrab, og i enkelte borgerlige sager.

Nævn er formentlig blevet indført i den middelalderlige retspleje ud fra ønsket om at lade afgørelsen af en sag være baseret på en undersøgelse af de faktiske forhold i stedet for at lade afgørelsen bero på edsbevis eller jernbyrd.

Alle landskabslovene omtaler nævn, der blev udtaget for den enkelte sag, mens faste nævn, der fungerede på livstid eller for en vis periode, kun forekommer i Jyske Lov. Til de faste nævn hørte sandemænd, ransnævninge, biskopsnævninge, skibsnævninge og skurdsmænd.

De nævn, der blev udtaget til den enkelte sag, bestod som regel af 12 mænd fra vedkommende herred eller sogn. Antallet af sandemænd og ransnævninge udgjorde otte og for biskopsnævningenes vedkommende to.

Nævn anvendtes endnu i 1500- og 1600-t., især i straffesager. Betydningen af nævningebeviset formindskedes dog som følge af, at bevisførelsen i stigende grad blev baseret på vidner. Ved Christian 5.s Danske Lov ophævedes reglerne om nævn med undtagelse af sandemænd, der anvendtes i retsplejen til sidst i 1700-t.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig