Nytår, den første dag efter et årsskifte. Nytårsdagen var i den ældste romerske kalender 1. marts, men blev flyttet til 1. januar i 153 f.Kr., og Cæsar opretholdt datoen, da han indførte den julianske kalender i 45 f.Kr. Den tidlige kristne kirke henlagde nytåret til 25. december.
I middelalderen var også 25. marts (Marias bebudelsesdag) og påskedag almindelige nytårsdage.
Den gregorianske kalender (1582) gjorde 1. januar til nytårsdag igen, og fra midten af 1700-t. har alle vesteuropæiske lande haft denne nytårsdag.
I Danmark begyndte året i middelalderen oftest med julen; siden 1300-t. har nytårsdag dog altid været 1. januar. I månekalendere som den muslimske bevæger nytårsdagen sig igennem alle årstiderne. Den moderne kinesiske kalender er en luni-solar-kalender, hvor der med passende mellemrum indskydes en skudmåned, således at nytårsdagen altid falder på den nymåne, der indtræffer i Vandmandens tegn. Se også kalender.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.