Nyromantik, en især i Tyskland brugt betegnelse for de litterære retninger, der fra omkring 1890 vendte sig imod naturalismen, impressionismen og dekadencelitteraturen.

I forbindelse med en rehabilitering af romantikken (fx i Ricarda Huchs Die Romantik, 1899/1902) blev vægten nu lagt på åbenhed for det oversanselige, individualisme, æsteticisme og en psykologi, der inddrog det ubevidste.

En stærk inspiration kom fra J.-K. Huysmans og Maurice Maeterlinck (der i 1895 oversatte Novalis (Friedrich von Hardenberg) til fransk).

Nyromantiske træk finder man i værker af fx Gerhart Hauptmann, Hugo von Hofmannsthal og Hermann Hesse, i Danmark hos digterne fra "det sjælelige gennembrud", især Johannes Jørgensen og Sophus Michaëlis, men også Holger Drachmann.

I stedet for nyromantik bruges nu oftest betegnelser som symbolisme og jugendstil.

Læs mere om tysk litteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig