Nulleder, i elforsyningen en elektrisk leder forbundet med generatorens eller transformerens stjernepunkt (neutralpunkt). I anlæg med tre faser og nul vil nullederen sikre, at spændingen fastholdes tættest muligt ved den ønskede værdi også ved uens belastning på de tre faser. I Danmark er hele lavspændingsnettet udført med tre faseledere og en nulleder. Derimod er højspændingsnettet udført med tre faseledere uden nulleder.