Nukleation, begyndelsen af krystalvækst ud fra krystalkim. I opløsninger sker nukleation ved overmætning. I smelter (magmakamre under Jordens overflade) sker det ved underafkøling, således at der under langsom afkøling dannes få kim og store krystaller, hvorimod der under hurtig afkøling dannes mange kim og små eller ingen krystaller.