Nuer, nilotisk folk, som bor langs Nilen i Sydsudan og det vestlige Etiopien; antal ca. 3 millioner mennesker. Sproget nuer er nilo-saharisk og tales af ca. 1,7 millioner (2017).

Nuer lever af kvægavl kombineret med jordbrug og fiskeri. Samfundet er organiseret i et klansystem uden central politisk ledelse, men med rituelle ledere, de såkaldte leopardskindshøvdinger, der undertiden udøver vigtige politiske funktioner, bl.a. som ledere af nuernes guerillakamp mod centralregeringen i Khartoum. E.E. Evans-Pritchards studier af nuernes samfund og religion i 1930'erne er blevet en af antropologiens klassikere. 1990'ernes langvarige borgerkrig i det sydlige Sudan har radikalt forandret det traditionelle samfund, som Evans-Pritchard beskrev.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig