Det norrøne sprogs udbredelse ca. 1050 ved vikingetidens slutning. Inden for den stiplede linje har der været norrøne bosættelser gennem kortere eller længere tid.

.

Norrønt var vikingetidens og middelalderens nordiske sprog i Norge og på de nordatlantiske øer som Island, Færøerne, Grønland og dele af De Britiske Øer. Sproget kendes også som oldnordisk eller vestnordisk, til forskel fra østnordisk. Betegnelsen norrønt omfatter flere varianter som fx oldislandsk, gammelnorsk, gammelfærøsk og norn, som alle menes at have været gensidigt forståelige. De moderne vestnordiske sprog islandsk, færøsk og norsk nedstammer fra norrønt. Derimod er dansk og svensk ikke direkte efterkommere af norrønt, men af nært beslægtede østnordiske sprogformer.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er fra norrønt norrœnn, norðrœnn 'nordisk'.

Også kendt som

oldnordisk, vestnordisk

Udbredelse og skriftlige belæg

Norrønt skilt på Shetlandsøerne.
Moderne brug af norrønt på Shetlandsøerne, hvis våbenskjold indeholder sætningen Með lögum skal land byggja 'med lov skal land bygges'. Denne sætning, som kendes på dansk fra Jyske Lovs fortale, findes også på norrønt, nemlig i Njals Saga. Her er våbenskjoldet brugt på et skilt, der byder velkommen til øerne. Foto fra 2017.
Norrønt skilt på Shetlandsøerne.
Af /Ritzau/Scanpix.

Det norrøne sprog havde sin oprindelse i Norge, hvor det udviklede sig ud fra et fælles nordisk i begyndelsen af vikingetiden (omkring 800 e.v.t.). De tidligste belæg på norrønt er runeindskrifter skrevet med den yngre futhark samt nogle ord eller gloser i udenlandske beretninger.

Fra 1000-tallet begyndte man at skrive norrønt i håndskrifter, især i Norge og på Island. Dog kan de tidligste bevarede håndskrifter på norrønt dateres til midten af 1100-tallet. Håndskriftet AM 619 4to, indeholdende en homiliebog fra omkring 1200 e.v.t., regnes for at være et af de ældste håndskrifter på det norrøne sprog i Norge, gammelnorsk.

Vikingeangreb på De Britiske Øer begyndte så tidligt som 793 ved klostret Lindisfarne, og i løbet af 800-tallet ankom norske indvandrere, som bosatte sig på Orkney- og Shetlandsøerne, Hebriderne, Man og dele af Skotland og Irland. Især på Orkneyøerne og Shetlandsøerne udviklede disse norske indvandreres sprog sig til norn, der uddøde i 1800-tallet.

Omkring 825 kom norske bosættere til Færøerne, hvor sproget udviklede sig til færøsk. Gammelfærøsk er kun sparsomt belagt, fx i en håndfuld runeindskrifter fra forskellige perioder og et diplom fra 1407.

Island blev permanent beboet i 874. Det norrøne sprog på Island udviklede sig til oldislandsk, som er overleveret gennem et stort antal håndskrifter takket være sagalitteraturens udbredelse. Omkring 1150 blev det oldislandske sprog beskrevet i den såkaldte Første grammatiske afhandling, som er bevaret i håndskriftet Codex Wormianus fra 1300-tallet.

Fra Island kom de nordiske bosættere videre til Grønland (se nordboerne) og så langt som til Nordamerikas østkyst, bl.a. L'Anse aux Meadows på Newfoundland og Vinland, hvis beliggenhed er ukendt. I Grønland blev norrønt talt op til 1500-tallet. Norrønt er kun sparsomt belagt fra Grønland i form af nogle få runeindskrifter, mens ingen belæg på sproget er bevaret fra de nordamerikanske bebyggelser.

Sprogbeskrivelse

Titelblad til Undersögelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Oprindelse

Den danske sprogforsker Rasmus Rask udgav sin Undersögelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Oprindelse i 1818. Undersøgelsen, der blev indleveret som prisopgave i 1814, er et grundlæggende værk inden for studiet af norrønt.

Titelblad til Undersögelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Oprindelse
Af .

Beskrivelsen af norrønt er baseret på klassisk oldislandsk, dvs. den form af sproget, der blev talt på Island omkring 1200 e.v.t., og som svarer til sproget hos en af Islands vigtigste forfattere i middelalderen, Snorri Sturluson.

Udtale

I kraft af omlydens påvirkning af vokalerne udviklede norrønt markant flere vokaler end urnordisk. Der fandtes otte korte vokaler a e i y u ø ǫ og otte lange vokaler á é í ó ú ý œ æ. Derudover findes spor af et særskilt kort æ (udviklet ved i-omlyd af oprindeligt a), som dog hurtigt faldt sammen med e. Et særskilt langt ǫ (udviklet ved u-omlyd af det lange á) har også eksisteret, men er senere faldet sammen med á eller ó. Ud over de egentlige vokaler havde norrønt også diftongerne ey (på gammelnorsk øy) ai og au.

I den tidligste periode omfattede lydsystemet desuden ni lange nasale vokaler. Disse blev beskrevet i den Første Grammatiske Afhandling fra omkring 1150. Dog er forskellen mellem nasale og orale vokaler forsvundet tidligt, og der opstod aldrig en fast måde at skrive dem på.

Inden for konsonantsystemet havde norrønt seks klusiler (p t k b d g), som hver forekom både i en kort og en lang udgave, hvor den lange blev skrevet dobbelt. Til hver klusil svarede en frikativ (hæmmelyd), men disse var ikke altid skrevet anderledes. For eksempel kunne bogstavet g bruges såvel til gengivelse af lukkelyden /g/ i gestr ‘gest’ som til hæmmelyden /γ/ i saga ‘saga, historie’. Bogstavet f kunne bruges såvel til et ustemt /f/ i faðir ‘far’ som til et stemt /v/ i hafa ‘have’. Bogstavet h bruges kun i begyndelsen af et ord.

To særlige bogstaver, þ og ð, brugtes til de dentale hæmmelyde, der bl.a. kendes fra engelsk th i henholdsvis think og this. Som udgangspunkt betragter man þ som ustemt og ð som stemt; dog udtaltes ð som ustemt i enden af et ord som fx kvað ‘[han/hun] sagde’.

Uden for inventaret af lukkelyde havde norrønt resonanterne l r, sibilanten s og halvvokalerne j og v. Efter en dental lyd (t d þ ð n l) blev s udtalt som /ts/, skrevet z, fx islenzka ‘islandsk’.

Norrøne ord havde som udgangspunkt altid tryk på første stavelse.

Morfologi

Norrønt var et bøjningssprog. Hos substantiverne fandtes tre køn maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn) og neutrum (intetkøn). Disse faldt ikke nødvendigvis sammen med naturligt køn. For eksempel var både víf og barn intetkøn, ligesom deres danske kognater viv og barn. Sammensatte ord med -maðr ‘mand, person’ var altid maskulinum, også selvom betegnelsen var kvindelig, som fx kvennmaðr ‘kvinde’, bogstaveligt ‘kvinde-mand’.

Substantiverne bøjedes i fire kasus (nominativ, akkusativ, dativ, genitiv) og to tal (ental, flertal). Den bestemte artikel, som kunne være efterhængt som på dansk, blev bøjet på i samme kasus, tal og køn som det substantiv, den lagde sig til.

maskulinum femininum neutrum
nominativ ental dagr-inn bjǫrk-in barn-it
akkusativ ental dag-inn bjǫrk-ina barn-it
dativ ental degi-num bjǫrk-inni barni-nu
genitiv ental dags-ins bjarkar-innar barns-ins
nominativ flertal dagar-nir bjarkar-nar bǫrn-in
akkusativ flertal daga-na bjarkar-nar bǫrn-in
dativ flertal dǫgu-num bjǫrku-num bǫrnu-num
genitiv flertal daga-nna bjarka-nna barna-nna

Adjektiverne blev også bøjet i samme kasus, tal og køn som det substantiv, de lagde sig til. Adjektiverne havde særlige bøjningsformer til ubestemt form (stærk bøjning, fx góðr hestr ‘en god hest’) og bestemt form (svag bøjning, fx góði hestrinn ‘den gode hest’).

Ud over substantiver, adjektiver og det bestemte artikel gjaldt kasusbøjningen pronominer og talordene ét til fire. To særlige pronominer, vit ‘vi to’ og þit ‘I to’ (tidligere it), brugtes som total (dualis) til forskel fra flertalsformen vér ‘vi’ og þér ‘I’ (tidligere ér). Verbet blev dog stadig bøjet i flertal, selv om subjektet var vit eller þit.

'jeg' 'vi (to)' 'vi (flere end to)'
nominativ ek vit vér
akkusativ mik okkr oss
dativ mér okkr oss
genitiv mín okkar vár

Verberne blev bøjet i tid (nutid, datid), tal (ental, flertal), person (1., 2., 3.) og aspekt (indikativ, konjunktiv, imperativ). Derudover havde verberne en infinitiv, præsens participium, og præteritum participium. Det sidstnævnte, som kunne bruges som et adjektiv, bøjedes også som et adjektiv i kasus, tal og køn.

Ordforråd

Norrønt arvede sit ordforråd fra urgermansk og havde dermed mange ord, der er historisk beslægtede med ord i de andre germanske sprog, fx hús, land, dagr, nátt, som genkendes i såvel dansk hus, land, dag, nat som engelsk house, land, day, night og tysk Haus, Land, Tag, Nacht. I løbet af urnordisk blev ordforrådet også udvidet med nyudviklinger som fx elska ‘elske’ og bóndi ‘bonde’ (oprindeligt fra bóandi ‘boende’).

Med kristendommens indtog fra omkring år 1000 kom nye ord fra græsk og latin, dog ofte formidlet gennem et andet sprog. Det var især oldengelsk, da mange missionærer kom til Norden fra England. Blandt disse ord er kirkja (‘kirke’) fra oldengelsk cirice (oprindeligt fra græsk ekklesia) og biskupr ‘biskop’ fra oldengelsk bisceop (oprindeligt fra græsk episkopas).

Indflydelse fra kontinentet kan ses ved forekomsten af franske låneord. Her er især tale om ord, der har med hoffet at gøre, som fx kurteis ‘høflig’ fra oldfransk cortois. Gennem den store indflydelse fra hansetidens handel kom mange ord desuden fra nedertysk, fx riddari ‘ridder’ fra middelnedertysk ridder og herbergi ‘herberg, rum’ fra middelnedertysk herberge.

Forskelle mellem gammelnorsk og oldislandsk

Opslag i håndskriftet AM 619 4to
Homiliebogen i håndskriftet AM 619 4to fra omkring 1200 e.v.t. regnes for at være et af de ældste belæg på gammelnorsk.
Opslag i håndskriftet AM 619 4to
Af .

Gammelnorsk og oldislandsk var gensidigt forståelige; der var således ansat islandske skrivere ved det norske hof. Der var ikke desto mindre forskelle mellem de to former for norrønt, der blev talt i henholdsvis Norge og på Island. Det samme gælder formodentlig for de øvrige former for norrønt, der blev til færøsk og norn; de er dog mindre velbelagte fra norrøn tid.

En af de lydlige forskelle mellem oldislandsk og gammelnorsk er, at oldislandsk bevarer konsonantforbindelserne hl hn hr i begyndelsen af et ord, mens h-lyden forsvinder på gammelnorsk; jf. fx oldislandsk hlaupa 'løbe', hnakki 'nakke' og hreinn 'ren' over for gammelnorsk laupa, nakki og reinn.

I oldislandsk faldt vokalerne œ og æ sammen i æ, hvorimod de forblev adskilt i gammelnorsk. For eksempel svarer de to gammelnorske verber œra ‘drive til vanvid/raseri’ og æra ‘ære’ begge til oldislandsk æra.

Diftongen ey på oldislandsk svarer til øy på gammelnorsk. Denne forskel ses endnu i de moderne sprog, som i fx islandsk heyra, nynorsk høyre ‘høre’. Den tilsvarende diftong på moderne færøsk er oy; ‘høre’ hedder således hoyra.

Gammelnorsk adskiller sig også fra oldislandsk ved en række fornyelser i bøjningen. På gammelnorsk opstod således hos verberne en ny endelse -ir i 2. person flertal, forskellig fra den oldislandske endelse -it. Gammelnorske paradigmer viser desuden færre tilfælde af u-omlyd af a til ǫ; jf. fx mannum ‘mænd [dativ]’ over for oldislandsk mǫnnum. Halvvokalen v, som bortfalder foran runde vokaler o og u, er analogisk sat ind i bøjningsformer som vorðit (participiet af verða ‘blive’) i gammelnorsk, hvor i oldislandsk beholder den ældre form orðit uden v.

Forskelle mellem norrønt og moderne islandsk

Det islandske sprog har gennem tiden været sidestillet med norrønt, som om der var tale om et og samme sprog. Dette skyldes bl.a., at islandsk anses for at være ret konservativt og kun har udviklet sig i begrænset grad siden middelalderen.

På det lydlige plan har især vokalerne udviklet sig, dog ofte uden at de enkelte skrifttegn har det. De gamle lange vokaler á é í ý ú æ udtales alle nu som diftonger. De runde vokaler y og ý blev afrundet, så de nu udtales på samme måde som henholdsvis i og í. Afrunding af œ til æ er faldet sammen i en enkelt lyd [aj], der staves æ. Omlydsvokalerne ø og ǫ falder sammen i ö. En indskudsvokal u er opstået foran stavelsedannende r i ord som maður ‘mand’ fra norrønt maðr.

I småord og grammatiske endelser blev ordfinalt t og k svækket til ð og g, jf. fx at > ‘at’, ek > ég ‘jeg’, barn-it > barn-ið ‘barnet’.

Islandsk har mistet nogle dele af det norrøne bøjningssystem, fx er adjektivernes komparativbøjning mindre kompleks. Derudover er refleksivendelsen -sk, som på norrønt kunne bøjes i person (fx 1. person -mk) i oldislandsk, blevet til -st i alle personer på moderne islandsk. Visse ord har endvidere skiftet bøjningsklasse som fx verbet þvo ‘vaske’, som bøjes svagt (datid þvoði) i moderne islandsk, mens den oldislandske form þvá bøjedes stærkt (datid þó). Endelig er andre paradigmer blevet forenklet. For eksempel bøjes pronominet enginn ‘ingen’ med stammen eng- gennem hele paradigmet i moderne islandsk, mens den oldislandske stamme havde en sideform øngv-, der optrådte i fx akkusativ ental maskulinum øngvan (moderne islandsk engan).

Følgende afsnit af Hrólfs saga kraka anskueliggør forskellene mellem oldislandsk og moderne islandsk.

oldislandsk moderne islandsk
Síðan fór Bǫðvarr leið sína til Hleiðargarðs. Hann kømr til konungs atsetu. Bǫðvarr leiðir síðan hest sinn á stall hjá konungs hestum inum beztu ok spyrr øngvan at, gekk síðan inn í höllina, ok var þar fátt manna. Hann sezt utarliga, ok sem hann hefir verit þar litla hríð, heyrir hann þrǫsk nokkut utar í hornit í einhverjum stað. Bǫðvarr lítr þangat ok sér, at mannshǫnd kemr upp ór mikilli beinahrúgu, er þar lá. Síðan fór Böðvar leið sína til Hleiðargarðs. Hann kemur til konungs atsetu. Böðvar leiðir síðan hest sinn á stall hjá konungs hestum inum bestu og spyrr engan að, gekk síðan inn í höllina, og var þar fátt manna. Hann sest utarliga, og sem hann hefir verið þar litla hríð, heyrir hann þrösk nokkuð utar í hornið í einhverjum stað. Böðvar lítur þangað og sér, at mannshönd kemur upp úr mikilli beinahrúgu, er þar lá.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig