Normal, målenormal, materiale eller instrument, der benyttes til at definere, realisere eller opbevare en måleenhed.

Faktaboks

Etymologi
Ordet normal kommer af middelalderlatin normalis 'vinkelret', af latin norma, se norm.

Klassiske eksempler er lodder eller længdemål, men også fx kemiske referenceblandinger med et veldefineret indhold af et stof betegnes som normaler. En standard-hydrogenelektrode opfattes som normal for enheden pH. Normaler tildeles betegnelserne primær, sekundær samt international alt efter deres metrologiske kvalitet.

Afhængigt af funktionen benyttes betegnelserne national-, reference-, overførings- eller arbejdsnormal. Fx er den danske nationale normal for længdemålinger en stabiliseret laser, som opbevares ved Dansk Institut for Fundamental Metrologi (DFM). Virksomheder med behov for normaler benytter som oftest måleklodser som referencenormaler for længde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig