Nordisk folkebåd, kølbåd til tur- og kapsejlads, skabt i 1941 efter en konkurrence mellem nordiske konstruktører. Det bedste herfra blev sammenfattet til den endelige tegning: længde 7,64 m, bredde 2,20 m, sejlareal 24 m2. Skroget er klinkbygget og findes både i træ og glasfiber. Folkebådens egenskaber som en sikker og velsejlende båd har givet den stor succes, især i Danmark, Sverige og Tyskland. Der afholdes DM og guldpokalsejladser.