Nivellerinstrument, instrument til måling af højdeforskelle i terrænet. Det består af en astronomisk kikkert, der er forsynet med stregkors. Kikkerten er i fast forbindelse med en libelle, der tjener til at vandretstille kikkertens sigtelinje, dvs. linjen gennem stregkorsets midtpunkt og okularets optiske midtpunkt. Instrumentet fastgøres på et stativ og opstilles foreløbigt vha. fodskruer og en dåselibelle. Ved ældre instrumenter sker den endelige vandretstilling af sigtelinjen ved en finskrue; i nyere såkaldte kompensatorinstrumenter sikres det ved, at der i strålegangen er indskudt et prisme ophængt i fire tråde. Når et instrument drejes om sin lodrette akse med spillende rørlibelle eller fungerende kompensator, beskriver sigtelinjen et vandret plan.

Nivellerinstrumentet benyttes altid sammen med et eller flere stadier, dvs. lodretstillede målestokke. Stadiet aflæses vha. kikkertens stregkors, og de forskellige aflæsninger beskriver, hvor meget de punkter, stadiet stilles op i, ligger under sigteplanet.

På nye instrumenter sker aflæsningen elektronisk via en stregkodelignende inddeling på stadiet og gemmes i et elektronisk lager.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig