New Zealand - film, Den første newzealandske spillefilm blev lavet i 1914, men der produceredes kun ganske få film i landet indtil slutningen af 1970'erne; i 1930'erne opnåede Len Lye (1901-80) international anerkendelse for sine abstrakte farveeksperimentalfilm. Inspireret af australsk filmpolitik indførtes i 1977 en statsstøtteordning, hvorved newzealandsk film fik et stort skub fremad.

Lovende instruktører var fx den australskfødte Roger Donaldson (f. 1945) og Geoff Murphy (f. 1938), der senere begge blev anonyme actionfilminstruktører i Hollywood; Jane Campion (f. 1954) vandt i 1993 Den Gyldne Palme i Cannes for The Piano (1993).

Bemærkelsesværdig var Lee Tamahori (f. 1951) med den barske Once Were Warriors (1994) om nutidens maorier, men i nyere tid er det især Peter Jackson, der har skabt opmærksomhed om newzealandsk film, først med splatterkomedier og det sælsomme mordeventyr Heavenly Creatures (1994), siden med den storslåede, Oscar-belønnede trilogi Ringenes herre (2001-03) og trilogien om Hobbitten (2012-14); begge efter J.R.R. Tolkien.

Læs mere om New Zealand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig