Neutrondiffraktion, elastisk neutronspredning, fænomen, der skyldes neutronens bølgeegenskaber og resulterer i interferens (konstruktiv eller destruktiv) mellem de reflekterede bølger, der dannes, når neutroner rammer en krystals regelmæssige atomgitter. Studier af det resulterende diffraktionsmønster kan benyttes til bestemmelse af krystalstrukturen.
Neutronen, som er en neutral partikel, trænger dybt ind i de fleste krystaller, hvor den vekselvirker direkte med atomkernerne gennem kernekræfterne og med atomernes magnetiske moment gennem sit magnetiske moment. Neutrondiffraktion supplerer røntgendiffraktion, som også anvendes til strukturbestemmelse, men neutrondiffraktion er overlegen til bestemmelse af positionerne af hydrogen og andre lette kerner, som har svag vekselvirkning med røntgenstråler. I modsætning til røntgendiffraktion kan neutrondiffraktion også anvendes til bestemmelse af magnetiske strukturer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.