Neuroradiologi, læren om udredning af sygdomme i centralnervesystemet med radiologiske metoder, dvs. røntgenundersøgelse, især CT-scanning, og MR-undersøgelse. De supplerer hinanden i afbildning af hjernens og rygmarvens væv og kan vise forekomst af fx svulster, betændelse eller væskeansamling. CT-scanning er særlig egnet til hurtigt at afgøre, om en apopleksi skyldes hjerneblødning eller hjerneblodprop, og til i skadetilfælde at påvise kraniebrud, blødning eller vævsbeskadigelse, mens MR-undersøgelse kan afsløre degenerative eller destruktive forandringer i hjerne eller rygmarv, fx hjernebetændelse eller dissemineret sklerose. Disse undersøgelser har helt afløst røntgenundersøgelse af hjernens hulrum efter indsprøjtning af luft (pneumoencefalografi, 'hjernepustning'). Røntgenundersøgelse med indsprøjtning af kontraststof i rygmarvskanalen (myelografi) anvendes fortsat i en del tilfælde. Arteriografi af hjernen spiller stadig en stor rolle ved udredning af sygdomme i hjernens blodkar.