neuropeptid

Neuropeptid, lille protein knyttet til nervesystemet. Der er flere typer, men de findes alle i blærer (vesikler) i nervecellernes endestykker (axonterminaler, se nervecelle), hvor de sammen med neurotransmittere (signalstoffer) deltager i signaloverførslen fra én nervecelle til en anden.

Efter frigørelsen fra en nervecelles endeplade binder neuropeptider sig til specifikke modtagemolekyler (receptorer) på andre nerveceller. Herved startes biokemiske processer, der ofte er længerevarende end processer fremkaldt af neurotransmittere. Neuropeptider opdeles i flere familier.

Som eksempler på neuropeptider kan nævnes endorfiner (herunder enkefaliner), neuropeptid Y, gastrin, cholecystokinin og neurotensin. Endorfinerne virker som morfin og frigøres ved hårde fysiske præstationer som fx langdistanceløb. Herved kan løberen opnå en form for eufori under løbet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig