netvinger

Netvinger er en orden af insekter med fuldstændig forvandling; navnet hentyder til vingernes ribber, der oftest danner et tæt netværk. Med kun ca. 6.000 beskrevne nulevende arter er gruppen ikke stor, men dens medlemmer er forskelligartede i udseende, til dels også i levevis. Tidligere har kamelhalsfluer og Megaloptera været henført til netvingerne, og de tre grupper er da formentlig også hinandens nærmeste slægtninge.

Stort set alle netvingelarver er rovdyr. Det er en fælles specialisering i larvemunddelene, som holder sammen på det store flertal af ordenens medlemmer: Kindbakkerne er lange, slanke og spidse og på indersiden forsynet med en fure, hvori der ligger et stiletagtigt fremspring fra det følgende sæt mundlemmer (maxillerne). Byttedyret udsuges gennem den kanal, som udgøres af hulrummet mellem kindbakken og maxil-stiletten. I den dårligt kendte familie Ithonidae, som måske er de primitiveste netvinger, er larvernes munddele ikke forlængede, og de formodes at leve af henfaldende plantedele. Voksne netvinger har ret uspecialiserede bidende munddele; mange er rovdyr, men kan også æde honningdug, pollen m.m., og nogle synes kun at indtage ikke-animalsk føde.

I Danmark er seks netvingefamilier repræsenteret med i alt ca. 50 arter. Mest artsrige er de velkendte guldøjer (Chrysopidae) og florvinger (Hemerobiidae). Myreløverne (Myrmeleontidae) er vore største netvinger. Hos familien Sisyridae lever larverne inde i ferskvandssvampe, hvis væv udsuges. Udenlandske netvinger med en særpræget fødebiologi er fx familien Berothidae, hvis larver kan lamme/dræbe termitter med et "giftgas"-kirtelsekret, og Mantispidae, hvis larver kan leve i rederne hos gedehamse og bier samt i edderkoppers ægspind; voksne mantispider griber byttet med knæleragtige forben.

Larver af guldøjer, bladlusløver, opdrættes og forhandles kommercielt til anvendelse i biologisk bekæmpelse af bladlus i væksthuse; hver guldøjelarve kan fortære mange hundrede bladlus i løbet af sin levetid.