Netsilik, fællesbetegnelse for 8-10 grupper af canadiske inuitter, der oprindelig boede spredt i området fra Boothia-halvøen og King William Island i nord til Garry Lake i syd. Deres subsistensøkonomi var baseret på kollektiv sælfangst om vinteren, rensdyrfangst og fiskeri om sommeren. Der findes ca. 2500 personer af netsilikafstamning (1991), især koncentreret i bygderne Spence Bay, Gjoa Haven og Pelly Bay, hvortil mange flyttede først i 1960'erne. Antropologen Asen Balikci (f. 1929) stod 1963-65 for flere etnografiske film, der viser rekonstruktioner af den årlige migrationscyklus med dertilhørende aktiviteter, som de fandt sted før 1919, hvor den kollektive fangst i stigende grad blev afløst af den individuelle fangst og pelsdyrjagt. I 1970 blev der produceret en opfølgende film, der giver et samtidsbillede.