Næsten alle nerveceller har grundlæggende samme bygningsplan, idet de består af et cellelegeme, soma, der indeholder cellekernen; en eller flere udløbere, dendritter, der modtager signaler fra andre nerveceller eller fra sanseorganer; og en enkelt, tynd udløber, axon, hvormed nervecellen står i kontakt med og påvirker andre celler gennem særlige forbindelser, synapser.
Nerveceller inddeles på grundlag af arkitekturen af deres dendritter i fire hovedtyper: Multipolare celler har flere dendritter på cellelegemet, og den enkelte dendrit er i reglen stærkt forgrenet; bipolare celler har en enkelt dendrit; unipolare celler har tilsyneladende ingen dendritter, kun et axon, men dele af axonets forgreninger kan fungere som dendritter; pseudounipolare celler har en enkelt dendrit, der fortsætter direkte i axonet, således at forbindelsesstedet er forbundet til cellelegemet med en tynd stilk. En nervecelles axon har i reglen færre forgreninger end dendritterne. Såvel dendritter som axoner kan være meget lange, over 1 m, fx de, der forbinder centralnervesystemet med benene hos store dyr.
Hos mange af nervesystemets nerveceller er axonet beklædt med isolerende myelinskeder, der ligger som perler på en snor. Skederne er dannet af såkaldt schwannske celler, der omvokser axonet. Skedernes indhold af myelin, der er en substans sammensat af fedtstoffer og proteiner, virker isolerende og øger dermed signalledningshastigheden i axonet, da depolariseringen så at sige springer myelinskederne over og kun dannes i mellemrummene, de ranvierske indsnøringer.
Nerveceller, der sender signaler fra centralnervesystemet ud i det øvrige legeme, kaldes motoriske neuroner, fordi de bl.a. fremkalder bevægelser, mens nerveceller, der leder signaler fra legemets sanseorganer ind til centralnervesystemet, kaldes sensoriske neuroner.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.