neokonservatisme

Neokonservatisme, nykonservatisme, politisk tænkning, udviklet siden slutningen af 1960'erne fortrinsvis i USA og Storbritannien. I USA er neokonservatismen en reaktion mod en fjern og upersonlig storadministration (big government) og mod idéen om ét stort, centralstyret nationalt samfund (national community).

I stedet tilstræbes større personligt ansvar og decentralisering med mere magt til delstater og kommuner. Der lægges vægt på værdier som lokalsamfundet, familien, troen på igangsætterånden og på religionen.

De neokonservative adskiller sig fra mange på den amerikanske højrefløj ved deres modstand mod føderal lovgivning på områder, som de anser for alt for private til statslig indblanding, fx abort og bøn i skoler.

Fortalere for neokonservatismen har bl.a. været demokraten senator Daniel Patrick Moynihan (1927-2003) og sociologerne Robert Nisbet og Daniel Bell (indtil 1988).

I Storbritannien dannedes der små, men indflydelsesrige neokonservative cirkler, fx ved Cambridge University og London School of Economics. Stor betydning fik det uafhængige Centre for Policy Studies, oprettet i 1974 under ledelse af Keith Joseph (1918-94), en af den senere premierminister Margaret Thatchers nærmeste rådgivere, der sammen med neokonservative og neoliberale kredse medvirkede til at erobre den ideologiske dagsorden og forberede Thatcherperioden. Privatisering og indskrænkning af fagforeningernes magt ansås for de mest påtrængende opgaver.

En afgørende forskel fra USA var ønsket om at indskrænke det lokale selvstyre, fordi specielt de større byer blev anset for at være for let et bytte for yderligtgående socialistiske grupper.

På et dybere politisk-filosofisk plan har bl.a. den tysk-jødisk-amerikanske Leo Strauss og englænderen Michael Oakeshott været med til at præge de neokonservative perspektiver. Se også neoliberalisme og New Right.

Begrebet neokonservatisme fik fra 1980'erne ny betydning i USA. En række konservative tænkere, af hvilke adskillige var tidligere venstreorienterede, samlede sig i tænketanke som American Enterprise Institute og Project For The New American Century (PNAC) og omkring tidsskrifter som The Weekly Standard. Foregangsmændene for denne bølge af neokonservative var Irving Kristol (1922-2009) og Norman Podhoretz (f. 1930) og blandt senere ledende repræsentanter kan nævnes Richard Perle (f. 1941), Paul Wolfowitz, Donald Rumsfeld og Dick Cheney.

Ifølge denne neokonservatisme repræsenterede USA nogle universelle værdier som frihed og demokrati, og det skulle være landets opgave at sprede disse til resten af verden, om nødvendigt med militære midler. Disse neokonservative ønskede et USA, der var militært stærkt og som i udenrigspolitikken kunne handle på egen hånd uden at skulle støtte sig til internationale organisationer som FN.

Kampen mod såkaldte "slyngelstater" skulle have høj prioritet. Man støttede op om Israel og efterspurgte en aktivistisk mellemøstpolitik, der skulle svække Israels fjender i regionen. Svækkelsen af de arabiske stater ville derpå, mente man, føre til en omfattende demokratisering af de arabiske lande. Et militært angreb på Irak og fjernelsen af Saddam Hussein som dette lands leder blev set som afgørende for projektet.

Da George W. Bush i 2001 tiltrådte som USA's præsident, blev en række ledende neokonservative indsat på indflydelsesrige poster i Det Hvide Hus og i administrationen, og det lykkedes at få politisk opbakning til en invasion af Irak i 2003 (se Irakkrigen). Indsatsen i Irak førte imidlertid ikke til de forventede resultater i regionen som helhed, og de neokonservative teoretikere og politikere mistede efterhånden indflydelse.

Barack Obamas valgsejr ved præsidentvalget i 2008 blev betragtet som et alvorligt nederlag for de neokonservative kræfter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig