Nekromanti, (af gr. nekros 'lig' og manteia 'spådom'), udøvelse af spådomskunst baseret på en rituel fremmanen af afdødes ånder. Nekromanti kendes fra flere oldtidskulturer, men anvendes især om den del af middelalderens og renæssancens magi, hvor man anvendte besværgelser og ritualer, undertiden også dele af de afdødes legemer, med det formål at mane ånderne frem fra dødsriget og tiltvinge sig del i deres formodede overnaturlige indsigt.