Natursten, naturligt forekommende stentyper, der anvendes som byggemateriale. Sten opsamlet på marker blev tidligt anvendt ubearbejdede i kampestensmure ved kirkebyggeri. Senere blev det et erhverv at hugge marksten (kampesten) flade på den side, der skulle vende udad. Disse huggede mure blev en stor succes, og man begyndte at opføre herregårde og lignende i samme type sten.

I 1700-t. begyndte man at anvende granit på gader og stræder, da man gik fra træbrolægning til brolægning med brosten. Stenene blev primært sejlet ind fra Bornholm, det eneste sted i Danmark, hvor granit forefindes. De senere år er der kommet en stor mængde granitsten fra Portugal og Asien. Man benytter stadig i dag brosten og chaussésten i granit som vejbelægning i de større byer.

Diverse sten og granitskærver anvendes nu også i haver. Bakkesten og søsten fra Danmark har været anvendt som pyntesten, og i dag er det blevet populært med udenlandske granitskærver i mange farvevariationer, fx i indkørsler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig