Museum für Naturkunde, Berlin
Museum für Naturkunde, Berlin.
Museum für Naturkunde, Berlin
Licens: CC BY NC SA 3.0

Naturhistoriske museer er videnskabelige samlinger og udstillinger inden for zoologi, botanik, palæontologi og geologi.

Museerne er store forskningscentre inden for systematik og taksonomi, fylogeni, biogeografi, stratigrafi mv., som oftest med nær tilknytning til universiteter. De videnskabelige samlinger er tilgængelige for videregående undersøgelser. En vigtig opgave er opbevarelsen af typemateriale, dvs. det eller de individer af en given dyre- eller planteart, som ligger til grund for den oprindelige videnskabelige beskrivelse.

De fleste naturhistoriske museer er udgået fra naturvidenskabsakademier eller universiteters undervisningssamlinger, de ældste med udspring i 1600- og 1700-tallets naturaliekabinetter, fyrsters og rigmænds private samlinger af naturgenstande. Efter Linné og sideløbende med omfattende indsamlingsrejser til fjerne lande udviklede de sig i løbet af 1800-tallet til vigtige videnscentre med systematisk tilvejebragte og dokumenterede samlinger og med egne videnskabelige tidsskrifter.

Af betydende udenlandske museer kan nævnes Natural History Museum i London (grundlagt 1753, tidligere British Museum of Natural History, se British Museum), Muséum national d'histoire naturelle i Paris (1635), Museum für Naturkunde i Berlin (1889), National Museum of Natural History, Smithsonian Institution i Washington, D.C. (1846) og American Museum of Natural History i New York (1869).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig