Natugle, Strix aluco, den almindeligste af de danske ugler. Længden er 37-39 cm. Den foretrækker gamle løv- og blandskove med lysninger samt parker og store haver og ses hyppigt ved bebyggelser. Den er udpræget nataktiv, men gør sig bemærket ved sin territorialsang, den karakteristiske tuden, samt en skarp ki-wik-lyd. Natuglen yngler i træhuller og gamle rovfuglereder og i stigende tal i opsatte redekasser. Den er standfugl overalt i sit udbredelsesområde, der omfatter det meste af Europa samt dele af Asien og NV-Afrika.