Artikelstart
Natrium-kalium-ATPase, natrium-kalium-pumpe, transportmolekyle, der transporterer natrium- og kaliumioner gennem cellens membran under forbrug af energi, som tilføres via energimolekylet ATP (se celle (cellemembrantransport)). Den danske læge og biofysiker Jens Christian Skou fik i 1997 nobelprisen i kemi for opdagelsen af denne cellulære pumpe.
Natrium-kalium-ATPasen transporterer to K+-ioner ind i cellen og tre Na+-ioner ud for hvert forbrugt ATP-molekyle. ATP-forbruget ved denne proces er anslået til ca. 1/3 af organismens samlede ATP-forbrug i hvile.
Natrium-kalium-ATPasen har betydning for reguleringen af de intra- og ekstracellulære koncentrationer af Na+- og K+-ioner, for opretholdelse af membranpotentialer og cellevolumen, for nerveledning og for mange transportprocesser (se natrium og kalium).
Natrium-kalium-ATPasens aktivitet stimuleres af skjoldbruskkirtelhormon, insulin og katekolaminer og nedsættes ved kaliummangel.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.