Natjager, tidligere jagerfly, der var specialudstyret til om natten at nedskyde fjendtlige fly, hovedsagelig bombefly. Specialudstyret bestod af navigationshjælpemidler, der gjorde det muligt at navigere i mørke. Lyskastere blev også brugt til at belyse og synliggøre de fjendtlige fly. Natjagerens rolle er nu overtaget af altvejrsjageren, der er udrustet med radar og andet specialudstyr. Danmarks sidste natjager var Armstrong Whitworth NF 11 Meteor, der blev udfaset i 1956.