National selvbestemmelse, den proces, der foregår, når en gruppe mennesker med national samhørighed danner deres egen stat; desuden et generelt princip om alle nationale gruppers ret til at danne deres egen stat. Historisk går princippet tilbage til revolutionerne i Frankrig og Amerika i slutningen af 1700-t. Kravet om national selvbestemmelse blev i 1800-t. taget op af en række folkegrupper under fremmed styre og blev under 1. Verdenskrig gjort til officielt krigsmål for de allierede, bl.a. i den amerikanske præsident Wilsons Fjorten Punkter. Princippet kom til at ligge til grund for de nye grænsedragninger og statsdannelser i Europa efter 1. Verdenskrig.

Efter 2. Verdenskrig blev princippet om folkenes ligeret og selvbestemmelse gjort til et bærende princip i FN-pagten (art. 1, stk. 2). Princippet fik en særlig udformning i generalforsamlingsresolution nr. 1514 af 1960, som fastslog, at alle folk har ret til selvbestemmelse, og at kolonialisme er en forbrydelse, der krænker FN-pagten. National selvbestemmelse blev derved det bærende princip bag den omfattende afkolonisering, der fandt sted fra omkring 1960, og som førte til en kraftig udvidelse i antallet af stater i verden. Med afslutningen af den kolde krig fik princippet fornyet aktualitet. Opdelingen af Sovjetunionen og udviklingen i Østeuropa har ført til flere nye stater, der har hævdet princippet som deres statsgrundlag. Se også nation og nationalisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig