nationaløkonomi

Den økonomiske teori opdeles almindeligvis i mikro- og makroøkonomi som de to hovedområder, suppleret med en lang og stadig voksende række af mere specialiserede discipliner, herunder såvel klassiske discipliner (fx international økonomi og virksomhedsøkonomi) som discipliner af nyere dato (arbejdsmarkedsøkonomi, offentlig økonomi og sundhedsøkonomi).

Denne mangfoldighed, der bl.a. kommer til udtryk i de faglige klassifikationssystemer, viser, at den økonomiske videnskab på den ene side har udvidet sit genstandsområde meget kraftigt; på den anden side er der et betydeligt fælleselement i de metoder og argumenter, der benyttes, hvilket kommer klarest frem i de oprindelige mikro- og makroøkonomiske discipliner.

Det grundlæggende element i den økonomiske videnskab er analysen af systematisk eller konsistent valgadfærd hos det enkelte individ. Et eksempel er teorien om forbrugerens valg mellem alternative varekombinationer på markedet, hvor varerne og det budget, som er til rådighed, er givne. Analyse af denne valgsituation fører til en forståelse af forbrugerens efterspørgselsadfærd og dermed af afsætningsforholdene for de enkelte varer.

Valghandlingsteorien anvendes i mange andre sammenhænge, således fx ved analyse af investoradfærd på værdipapirmarkeder, hvor det, det drejer sig om, er porteføljer af værdipapirer. Der er også et valg involveret ved fastlæggelsen af det offentliges budget. Her er valget endda kompliceret af, at der skal vælges ud fra adskillige individuelle holdninger, der endvidere kan tænkes at være indbyrdes i modstrid med de alternativer, som er på tale.

Når det er en gruppe af personer snarere end en enkelt, der vælger, opstår en række nye problemer. Gruppebeslutninger studeres i disciplinen social choice, hvis hovedresultat, formuleret af den amerikanske økonom og nobelpristager Kenneth Joseph Arrow, er, at der ikke kan findes nogen procedure til at sammenveje præferencer, hvis der til denne kræves et vist mindstemål af rimelighed (overensstemmelse med individpræferencer, fravær af diktator o.l.). Gruppevalg er således et område, der nødvendigvis må være præget af konflikt.

Teorien om, hvordan der vælges, har således mange forgreninger, helt frem til spilteorien, som beskæftiger sig med analyse af konflikter og markerer en overgang mellem økonomi og en række andre discipliner. Den spilteoretiske betragtningsmåde er i dag et naturligt udgangspunkt i den nøjere analyse af samfundets økonomiske processer.

Formålet med studiet af de enkelte individers adfærd er at sammenholde mange enkeltindivider og dermed få et billede af, hvordan helheden fungerer. Den klassiske udgave af denne analyse er teorien om markedet og prisdannelsen, der i sin moderne udgave blev formuleret af den franske økonom Léon Walras i 1873.

Da såvel efterspørgsel som udbud afhænger af markedets pris, knytter der sig særlig interesse til netop de priser, der skaber balance mellem udbud og efterspørgsel. At der dermed gives en konsistent forklaring på fremkomsten af markedsprisen, er ikke noget helt banalt problem, og en tilfredsstillende løsning fik man først i 1950'erne ved arbejder af bl.a. den fransk-amerikanske økonom Gerard Debreu, som senere fik nobelprisen herfor.

Indsigten i, hvordan konkurrencen skaber ligevægt på markedet, førte allerede i 1776 den britiske økonom Adam Smith til at tale om den usynlige hånd, der får de individuelle handlinger til at gå op i en højere enhed: Markedets ligevægt er optimal for samfundet i den forstand, at der ikke er nogen anden måde at producere og fordele på, som stiller alle lige så godt og nogle bedre.

I den moderne udgave er det grundlaget for velfærdsteorien, som vurderer forskellige måder at arrangere sig på i et samfund, idet der kan anlægges såvel efficiens- som ligheds- eller retfærdighedsbetragtninger.

Undervejs i denne analyse viser det sig, at det klassiske resultat om markedet er stærkt afhængigt af de grundlæggende antagelser af institutionel eller teknisk natur. Hvis konkurrencen hæmmes, fx af monopoldannelser, må man regne med et velfærdstab i forhold til situationen med fuldkommen konkurrence.

Hvad der faktisk sker under ufuldkommen konkurrence, er en problemstilling, som først for alvor blev taget op omkring 1930 af Edward Hastings Chamberlin, Joan Robinson mfl., og som i de senere år har fået en betydelig opblomstring under betegnelsen industriøkonomi (industrial organization).

Udfaldet af forskellige former for mangelfuld konkurrence analyseres med brug af resultater hentet fra de senere års forskningsresultater om adfærd under usikkerhed, fra spilteori osv.

Et gennemgående træk i studiet af markedets funktion er tilpasningen af priser. Det er prisen, som skaber ligevægten — balancen mellem markedets udbuds- og efterspørgselsside. Hvis denne pristilpasning er ude af funktion, vil udbud og efterspørgsel kunne være forskellige. Hvis fx udbuddet er større end efterspørgslen, vil kun den efterspurgte mængde faktisk blive omsat; udbuddet er således rationeret. Drejer det sig om et marked for arbejdskraft, er der arbejdsløshed.

Analysen af, hvad der sker i et samfund, hvor priserne, måske i en kortere periode, ikke tilpasser sig, vil således afsløre en række ubalancer på markederne. Da priser ikke skaber ligevægt, må denne komme ad anden vej.

I den simple makromodel introduceret af den britiske økonom John Maynard Keynes i 1936 vil markedet for varer blive balanceret ikke af priserne (der jo er holdt fast), men af indkomsterne. På arbejdsmarkedet vil balancen så indfinde sig ad den hårde vej, via arbejdsløshed. Påvirkning af ligevægten såvel på varemarked som på arbejdsmarked kan fx ske ved at stimulere efterspørgslen.

Derved fik teorien en ny dimension i form af et middel mod ubalancer, dette i modsætning til dens forgængere, der beskrev arbejdsløshed som noget forbigående, netop fordi markedsmekanismen ville skabe balance, blot den fik lov.

Når priserne er konstante, kan en del af ræsonnementerne ske ved aggregerede størrelser (samlet indkomst, samlet forbrug og samlet investering), idet der ikke sker ændringer i varesammensætningen, som kun afhænger af de relative priser.

Derved opstod makroteorien, der beskæftiger sig med de aggregerede størrelser i samfundet. Makroøkonomien søgte i begyndelsen at finde stabile sammenhænge mellem de aggregerede variable; til de oprindelige variable (indkomst og produktion, beskæftigelse og rente) kom problemer med at forklare fænomener som inflation inden for rammerne af den basale makromodel.

Hertil kom, at den grundlæggende antagelse bag Keynes' makromodel, prisernes manglende fleksibilitet på kort sigt, kræver enten empirisk begrundelse eller en teoretisk forklaring. Det sidste er man i de senere år kommet nærmere, idet forventningerne til den fremtidige udvikling, hvis betydning blev understreget allerede af John Maynard Keynes, er blevet inddraget i modellen.

Derved ændrer denne dog i nogen grad karakter, og grundsynet i den moderne makroteori nærmer sig det oprindelige udgangspunkt: Arbejdsløshed ses igen som forbigående, et øjebliksbillede af markedet med et antal personer på vej ind og ud af job, og balancen, som skabes af markedet (der nu blot er væsentlig mere kompliceret, fordi det inddrager fremtiden og adfærd under usikkerhed), er svær at påvirke ad politisk vej.

Den efterhånden lange række af økonomiske sidediscipliner beskæftiger sig med hver sit område af det økonomiske liv, ofte knyttet til et særligt politisk virkefelt. Blandt de ældre er udenrigsøkonomien, der behandler forhold omkring vareudveksling over grænser.

Et klassisk resultat handler om den såkaldte gevinst ved handel; det fortæller, at lande har fordel af indbyrdes handel; jo mere forskellige de er, desto større fordel. Dette er ret beset blot generelle resultater om markedet, der her oversættes til den specielle situation.

I de senere år har forskerne på dette område været særlig interesseret i det fænomen, der kaldes intraindustriel handel, hvor stort set samme slags varer figurerer i både import og eksport. Dette er et meget udbredt fænomen i virkeligheden, som ikke stemmer med teoriens forudsigelse om specialisering i, hvad det enkelte land er særlig god til at lave.

Den moderne teori ser på handel under ufuldkommen konkurrence, hvor sådanne fænomener kan være ganske udbredte. Moderne handelsteori har også vist, at handelspolitiske instrumenter som told, der ellers har været afvist af teoretikerne som velfærdsformindskende, kan være gavnlige i visse situationer.

Blandt andre økonomiske discipliner med en lang tradition kan nævnes finansvidenskab, dvs. læren om statens indtægter og udgifter og deres påvirkning af samfundet, der tog sin begyndelse med merkantilisterne, selvom den systematiske udformning er af senere dato, og socialpolitik, der blev en selvstændig økonomisk disciplin omkring år 1900.

I flere af de nyere discipliner som miljøøkonomi og sundhedsøkonomi er det vigtigt at kunne vurdere den samlede samfundsmæssige effekt af en given indsats, specielt i situationer, hvor markedet kun fungerer i begrænset omfang, således at det produkt, som fremkommer, ikke er prissat.

Det søges løst gennem en række værdisætningsmetoder, der enten simulerer det ikke-eksisterende marked eller ad anden vej finder et udtryk for de relevante borgeres betalingsvilje.

Den økonomiske videnskab, der kom til verden som et forsøg på at forklare og forstå, hvordan samfund blev rige, er blevet en omfattende teoribygning. Mange af de store, fundamentale spørgsmål er forblevet ubesvarede (såsom de afgørende faktorer, som betinger udvikling til et velstående samfund), andre er blevet besvaret, men ikke tilbundsgående (som problemet arbejdsløshed).

Til gengæld er der blevet samlet viden om mere ydmyge sagsforhold, ofte langt mere, end der anvendes i praktisk politik. Trods nogle notoriske fiaskoer er der således stadig berettiget håb om at skabe en bedre verden ved brug af indsigt i de økonomiske sammenhænge.

Udviklingen i den økonomiske videnskab omkring år 2000 har været præget af, at en række forventninger til den generelle økonomiske udvikling i 1990'erne ikke blev indfriet.

Kort sammenfattet er den økonomiske videnskab stillet over for det problem, at globaliseringen, dvs. udviklingen mod stadig friere vare- og kapitalbevægelser, ikke som ventet førte til generelt øget velfærd.

Særlig markant illustreres dette af udviklingen i Argentina, hvor man fra 1990 og fremefter forholdsvis nøje efterlevede anbefalingerne fra de toneangivende økonomer i IMF, Den Internationale Valutafond, hvad der fra årtiets slutning ret åbenlyst førte landet mod et økonomisk sammenbrud.

Den manglende forståelse af, hvorledes en globaliseret verdensøkonomi fungerer, kan muligvis afhjælpes gennem de senere års forskning i ufuldkommen konkurrence og ufuldkommen information.

I lyset af denne forskning er der opnået en viden om regulering, som kan supplere tidligere tiders forholdsvis løst funderede tro på markedet som upersonlig regulator.

Denne viden har givet brugbare resultater inden for fx miljøregulering, styring af privatiserede offentlige forsyningsvirksomheder og auktionsregler ved salg af rettigheder, og på lidt længere sigt kan den forventes at øge mulighederne for at håndtere den globaliserede verdensøkonomi.