Nandu

Nandu (Rhea americana) fra Pantanal i Brasilien.

Nandu
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Nanduerne er en familie af strudsfugle med to arter i Sydamerika, som udgør ordenen Rheiformes. Nanduen (Rhea americana) er den største af de to. Den bliver 1,4 m høj, vejer 20-25 kg og er udbredt fra Nordøstbrasiliens højsletter til det centrale Argentinas pampas. Den anden art, lille nandu (Rhea pennata), har en sydligere udbredelse og findes fra det sydlige Peru til Patagonien. Lille nandu blev tidligere henregnet til sin egen slægt, Pterocnemia.

Faktaboks

Etymologi
via spansk eller portugisisk fra et tupí-guaraní-sprog.
Også kendt som

Rheidae

De ligner strudse, men har tre veludviklede tæer og noget større vinger, der bruges som "ror" ved skarpe kursændringer under løb og også har en funktion under hannens parringsspil. Nanduer færdes i flokke og lever af blandet plante- og dyreføde.

Ved yngletidens begyndelse kæmper hannerne om yngleterritorierne, og vinderen opfører en slags dans foran grupper på 2-12 hunner, samtidig med at den udstøder en dyb brølende lyd. På et passende sted anlægger hannen en foret redeskål på jorden, hvori flere hunner lægger deres æg. Sådanne fælles "kuld" rummer fra 13 til 20-30 æg, undertiden helt op til 80. Hannen ruger æggene og fører ungerne. Disse vokser hurtigt og når voksen størrelse efter fem måneder, men bliver først kønsmodne som toårige.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig