Nøgle, mekanisk genstand til åbning af en lås. En nøgle består normalt af et blad, oftest af metal, med udskæringer i forhold til stifterne i låsens cylindertromle samt et greb til overførsel af drejekraften mellem lås og nøgle. Cylinderlåse med hovednøglesystemer er udstyret med et antal understifter, som muliggør, at en hovednøgle kan åbne mange forskellige cylindre. Ældre nøgletyper er kamnøgler med figurkamnøgle som den mest anvendte; her svarer nøglekammens form til formen i nøglehullet. Nyere nøgler er af plast i rektangulær form med udstansede huller eller magnetstrimmel til hhv. elektronisk og magnetisk aflæsning.
nøgle - til en lås
Nøgle. Dobbelt fallelås til indbygning i dør. Den nederste falle betjenes af håndtaget, mens den øverste er en cylinderlås med nøgle. Den øverste falle kan være erstattet af en (firkantet) rigel, som kan forblive i hhv. låst og ulåst stilling; låsen kaldes da en rigellås. Cylinderlåsen har et antal fjederbelastede, todelte stifter, som skubbes op, når nøglen indsættes. Kun når nøglens hak passer med delingen af de enkelte stifter, kan cylinderen drejes og derved trække fallen tilbage.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.