næsesygdomme

Artikelstart

Næsesygdomme, sygdomme i den ydre næse og i næsehulen. Bortset fra næsebrud er lidelser i den ydre næse sjældne. Kosmetisk eller funktionsmæssigt generende skævheder af næsen kan rettes ved en plastikkirurgisk operation (næseplastik). Tilsvarende operationer kan udføres ved medfødte misdannelser af næsen. Hos nogle få, overvejende ældre mænd, kan der være en tilbøjelighed til vækst af talgkirtlerne på den nederste del af næsen. Væksten kan give anledning til dannelsen af en deform, ofte blårød, svampet masse (rhinophyma), som forholdsvis let lader sig korrigere ved en simpel operation. Pga. irritation kan der udvikles eksem eller infektion i det forreste næsekammer. Infektioner med stafylokokker (furunkler) kan være farlige og bør behandles med antibiotika.

Forkølelse er den hyppigste sygdom i næsehulen. Næsthyppigst er allergiske næsesygdomme, først og fremmest som følge af pollenallergi. Næseskillevæggen (septum nasi) kan frembyde så store uregelmæssigheder, enten medfødt eller som følge af læsioner, at luftpassagen gennem næsen bliver så dårlig, at der er grund til at foretage en operation på skillevæggen (septumplastik). Denne kan foregå i lokalbedøvelse eller i fuld anæstesi. Næsepolypper er den hyppigste svulsttype i næsen. De kan fjernes ved kikkertoperation gennem næseborene. Det samme princip (endoskopisk næsekirurgi) kan anvendes ved bihulesygdomme. Kræftsvulster i næsehulen forekommer relativt sjældent. De behandles med en kombination af kirurgi og strålebehandling.

Nedsat eller ophævet lugtesans skyldes som regel tilstopning i næsen, fx pga. forkølelse, men kan også forekomme ved neurologiske sygdomme eller uden kendt årsag.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig