nærorientalsk arkæologi

Nærorientalsk arkæologi omhandler studiet af de materielle levn fra Egypten og Vestasiens oldtid. Den er udsprunget af fascinationen over de nærorientalske oldtidskulturer, de civilisationer, som for mere end 5000 år siden opstod i Egypten langs med Nilen og i Mesopotamien, landet mellem Eufrat og Tigris.

I disse områder har oldtiden efterladt mange markante spor i form af monumentale bygningsværker. Fra at være en udfordring for europæiske eventyrere og opdagelsesrejsende udviklede nærorientalsk arkæologi sig i 1900-tallet til en videnskabelig disciplin, som i dag dyrkes ved flere universiteter verden over.

I Danmark blev nærorientalsk arkæologi oprettet som et selvstændigt fag ved Københavns Universitet i 1968 — med uddannelser til det daværende højeste forskerniveau (mag.art.) — som følge af en lang tradition for danske arkæologiske ekspeditioner til Palæstina, Syrien, Jordan, Irak, Iran og Den Persiske Golf. En af de danske pionerer var Harald Ingholt, som i 1930'erne ledede den store ekspedition til Hama i Syrien. Hamaudgravningerne begyndte en tradition for danske arkæologiske udgravninger i Syrien, som videreførtes med Fønikien-ekspeditionen (1957-63) under ledelse af P.J. Riis og i 1990 med udgravningsaktiviteter i det østlige Syrien, Tall Mashnaqa, under ledelse af Peder Mortensen og Ingolf Thuesen. Syrien er således det land i Mellemøsten, hvor danske arkæologer har været mest aktive.

Det andet område i Den Nære Orient, hvor danske arkæologer har gjort en større indsats, er Den Persiske Golf. I årene 1953-1965 gennemførte P.V. Glob flere ekspeditioner til Bahrain, hvorunder også andre områder langs Den Persiske Golfs vestlige kyst blev udforsket, fx Faylaka og Qatar.

Tidsmæssigt behandler nærorientalsk arkæologi levn fra menneskers færden i palæolitikum til nyere islamisk tid. Hovedvægten lægges dog ofte på perioderne før Alexander den Stores erobring af Orienten i 330 f.v.t. Man skelner traditionelt mellem en historisk og en forhistorisk del. I dag har denne adskillelse ikke nogen praktisk betydning, da de arkæologiske metoder er uafhængige af tilstedeværelsen af skriftlige kilder.

I Egypten består de arkæologiske levn især af stenmonumenter og klippegrave. I Vestasien drejer det sig derimod om ruinhøje (teller), der er dannet af rester af byer, som gennem tusinder af år har ligget på samme sted. Udgravning af ruinhøje kræver specielle metoder, bl.a. avancerede registreringssystemer til den komplicerede lagdeling (stratigrafi).

Blandt vigtige emner inden for nærorientalsk arkæologi kan nævnes udvikling af landbrugssamfund (7000-tallet f.v.t.), byer og stater (3000-tallet f.v.t.) og ikke mindst de store civilisationer i Egypten, Levanten, Anatolien, Mesopotamien og Iran.