Myonium, kortlivet atom, som består af en positivt ladet myon (antipartikel til myon) som kerne og en negativt ladet elektron. Myonium kan opfattes som et hydrogenatom, hvor hydrogenkernen er erstattet af en positiv myon. Myoniums masse er ca. 207 gange større end elektronens masse og ca. ni gange mindre end hydrogenatomets. Dets levetid er kun få μs svarende til levetiden af den positive myon. Myonium blev observeret første gang i 1960 og har tiltrukket sig stor opmærksomhed inden for atomfysikken, idet atomet kun består af leptoner (se elementarpartikler). Det har gjort myonium velegnet til afprøvelse af kvanteelektrodynamiske forudsigelser. Myonium kan danne kemiske forbindelser med visse gasser, fx kvælstofdioxid.