mykobakteriose hos fisk

Mykobakterier er normalt forekommende i naturen. Alle fisk må regnes for at være modtagelige for sygdommen, som er beskrevet fra både vildtlevende fisk, opdrætsfisk og akvariefisk. Mykobakteriose er beskrevet fra mange fiskearter over hele verden, eksempelvis er den konstateret hos atlantisk laks, torsk og makrel.

Mykobakterier tilhører familien Mycobacteriaceae og slægten Mycobacterium. De bedst kendte fiskepatogene mykobakterier er M. fortuitum, M. marinum, M. chelonae og de relativt nylig beskrevne M. shottsii, M. pseudoshottsii og M. salmoniphilum. Molekylære undersøgelser af M. salmoniphilum-isolater viser, at denne art er nært beslægtet med M. chelonae. Navnene i denne bakteriegruppe er foreslået revideret, men forslagene er omdiskuterede i fagkredse.

Den vigtigste smittevej er oral smitteoverføring med inficeret foder eller byttedyr. Smitte kan også overføres med vand fra fisk til fisk. Vertikal smitteoverføring (fra forældredyr til afkom) er også blevet dokumenteret, men det har mindre betydning.

Inficerede fisk kan have mere eller mindre udtalte symptomer. Det kan være nedsat aktivitet, vækst og ædelyst, pigmentforandringer, afmagring (særlig ved kroniske forløb), udstående øjne, katarakt (fortættet linse i øjet, hvilket resulterer i en uklar linse), rygradsdeformiteter, finneråd og hudsår (eventuelt sårdannelse i muskulaturen).

Mykobakteriose er kendt for at have en lang inkubationstid på mindst 6 uger. Sygdomstegn kan optræde flere år efter infektion, hvilket er grunden til, at sygdommen primært påvises hos store fisk. Temperaturoptimum for sygdommen er 25 grader Celcius. I intensivt opdræt af varmtvandsarter kan sygdommen være et problem. I opdræt af koldtvandsarter optræder sygdommen kun sporadisk.

Ved obduktion af inficerede fisk finder man karakteristiske patologiske læsioner i form af større eller mindre gråhvide, granulomatøse knuder i de indre organer (nyre, lever, hjerte og milt, eventuelt i muskulatur), hudlæsioner og forstørret milt og nyre. Afmagring er et typisk symptom ved kroniske forløb. Granulomdannelser i laksefisk kan være mindre udtalt end hos andre fiskearter. Indtil 80 procent af fisk i en population kan være inficerede.

Mykobakteriose hos fisk diagnostiseres ved makroskopiske fund af granulomer (knuder) i de indre organer eller ved hudlæsioner (eventuelt hudsår). Mykobakterier kan dyrkes på blodskål eller specialmedier (selektive vækstmedier). Ved brug af mikroskopi kan der i vævssnit (histologi) ses karakteristiske granulomdannelser i de indre organer. For diagnosticering i mikroskop kan mykobakterier farves i vævssnit ved hjælp af specialfarvninger. Immunhistokemi kan også benyttes som metode (immunhistokemi er en immunologisk teknik som bruges på vævssnit). Bakterien kan også påvises ved molekylærbiologiske metoder.

Aktuelle differentialdiagnoser afhænger af fiskearten. Differentialdiagnoser er andre bakterier, som også kan give de karakteristiske granulomatøse betændelser (knuder). De omfatter bl.a. Francisella noatunensis, Piscirickettsia salmonis, Renibacterium salmoninarum (BKD), Rhodococcus spp. og Nocardia spp. Særlig Nocardia-infektioner udviser et tilsvarende sygdomsbillede som infektioner med mykobakterier.

Der findes ingen effektiv behandling mod mykobakterier hos fisk. Antibiotikabehandling har været forsøgt. Bakteriens cellevæg og dannelse av granulomer i de indre organer vanskeliggør dog behandling med antibiotika. Antibiotikabehandling mod mykobakterier hos fisk kompliceres yderligere af, at den må være langvarig for at have nogen effekt. Der findes ikke godkendte vacciner mod mykobakteriose hos fisk.

Da mykobakteriose hos fisk er en kronisk, langsomt udviklende sygdom, er udslagtning (fjerning) af bærere af sygdommen og desinfektion af opdrætsanlæg og akvarier som regel nødvendig for at kontrollere sygdommen. Ved sporadiske fund af symptomer i enkeltindivider fjernes de pågældende fisk. For akvariefisk vil brug af karantæne af nye fisk være et vigtig forebyggende tiltag, hvis man vil forhindre introduktion af smitte i akvariet. I opdræt forebygges sygdommen ved at varmebehandle foderet.

På baggrund af den nuværende viden er der ikke grundlag for at frygte, at inficerede fisk udgør en sundhedsrisiko for konsumenten (mennesker), da det er vist at de fleste fiskepatogene mykobakterier ikke kan vokse ved 37 grader Celcius. Alligevel bør man være forsigtig ved håndtering/bearbejdning af inficerede fisk, hvor der er risiko for kontakt med skadet hud på hænderne. Det anbefales derfor at benytte handsker ved håndteringen af inficerede fisk.

• fiskesygdomme
• bakterier