Mutation, inden for sprogvidenskab konsonantændringer i forlyd med grammatisk betydning. Mutation skyldes tidligere forskelle i de lydlige omgivelser. De mest slående eksempler er fra keltisk, hvor substantiver i femininum ofte endte på -a; under påvirkning af denne senere bortfaldne endelse blev det efterfølgende adjektivs første lyd frikativ pga. den intervokaliske placering, fx walisisk mam dda 'en god mor', hvor dd- udtales [ð-].

Faktaboks

Etymologi
Ordet mutation kommer af latin mutatio 'forandring', af mutare 'forandre'.

Mutation viser sig også efter tidligere nasal i udlyd, i irsk bl.a. efter den bestemte artikel i genitiv pluralis, der oprindelig endte på -m. Derved assimileredes den efterfølgende forlyd, fx na mbád 'bådenes', hvor b- [b] bliver til mb-, der udtales [m]. Se også irsk og keltiske sprog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig