Musikpsykologi er tværfaglig disciplin, der arbejder med emner som musikkens påvirkning af krop og bevidsthed, høresansens funktioner, musik og følelser, musikkens anvendelse i hverdagslivet, hjernens bearbejdelse af musik, begrebet musikalitet og udviklingen af musikalske kompetencer. Naturvidenskabelige og humanistiske traditioner findes side om side.

Historie

Musikpsykologien markerede sig som et selvstændigt område i slutningen af 1800-tallet, hvor de første laboratorier blev oprettet i Tyskland. Hovednavne i denne tidlige fase er Hermann Helmholtz, Wilhelm Wundt, Carl Stumpf (1848-1936) og (i USA) Carl E. Seashore (1866-1949), som etablerede tonepsykologien og gjorde den til en anerkendt videnskabelig disciplin.

Musikpsykologiens første fase

I denne første fase (ca. 1870-1920) dominerede naturvidenskabelig tænkning og eksperimentel forskningsaktivitet: Musik blev opfattet som et objektivt, empirisk-akustisk fænomen, og forskningen beskæftigede sig med observation og måling af menneskers perception af udvalgte lydlige og musikalske stimuli, især knyttet til musikkens grundparametre: tonehøjde (frekvens), lydstyrke (amplitude), varighed og klang (bølgeform).

Udviklingen af musikalske tests, hvoraf den første var Seashores (1919), blev et afgørende skridt i retning af en anvendt musikpsykologi. Testudvikling dannede samtidig grundlag for den senere positivistiske og behavioristiskemusikpsykologi (ved Robert Lundin (1920-2007)), som lagde stor vægt på studiet af musikalsk hukommelse og læring.

Musikpsykologiens anden fase

I anden fase (ca. 1920-1970) opstod der bl.a. en musikpsykologi på gestaltpsykologisk grundlag. Amerikaneren James Mursell (1893-1963) tog afstand fra isolerede studier af små elementer og ønskede i stedet at musikalske helheder skulle danne udgangspunkt for ikke mindst studier af musikalitet i bred forstand.

Andre pionerer i denne periode var den ungarsk-hollandske psykolog Géza Revesz (1978-1955) og tyskeren Ernst Kurth (1886-1946). Også inden for den psykoanalytiske tradition blev der arbejdet med musikperception og musikoplevelse. Indfaldsvinklen var forankret i Freuds driftsbegreb: Musik kan fremkalde både lyst og angst (evt. i sublimerede varianter som glæde, munterhed, sorg, smerte og vrede). Musikkens elementer – rytme, melodi, harmonik og form – blev anskuet som driftsøkonomiske udtryk, som udladninger af indre kropslige spændinger i akustisk form. Fra 1950'erne stod den nævnte behavioristiske retning stærkt, især i USA.

Musikpsykologiens tredje fase

I den tredje fase (fra ca. 1970) dominerer den kognitive musikpsykologi, både i USA og i Europa. Humanistiske, etnologiske, psykoanalytiske og antropologisk inspirerede studier af musikpsykologiske emner har også en vis betydning, men lider under at forskerne er spredt og til dels arbejder isoleret.

Den kognitive musikpsykologi, som også rummer musikalsk neurovidenskab, har sine egne internationale organisationer, fx The European Society for the Cognitive Sciences of Music (ESCOM), der udgiver det betydningsfulde tidsskrift Musicae Scientiae.

Den engelske musikpsykolog John Sloboda (født 1950) har formuleret nogle grundantagelser, som er fælles for de fleste moderne musikpsykologer:

  1. Musikalsk skabende evner er fælles for alle mennesker, om end de kan være udviklet i større eller mindre grad.
  2. De nødvendige færdigheder til frembringelse af mere end de allermest enkle og primitive musikalske forløb er baseret på evnen til at aflede lydforløb af højere (såkaldte generative) regelsystemer eller strukturer.
  3. Disse regelsystemer har både universelle aspekter, som er knyttet til generelle træk ved menneskets kognitive kapacitet, og specifikke aspekter, som er knyttet til den givne musikalske kultur.
  4. Specifik undervisning er ikke nødvendig for erhvervelsen af musikalske færdigheder, men øvning er.
  5. Mange færdigheder bliver delvist automatiserede og er derfor ikke tilgængelige for bevidst undersøgelse eller refleksion.

Baseret på omfattende videoanalyser af samspillet mellem spædbørn og deres forældre har den skotske biologisk psykolog Colwyn Trevarten (født 1931) udviklet en særlig teori om "kommunikativ musikalitet" med tre grundelementer: puls, kvalitet og narrativ. Ifølge denne teori ligger evnen til at handle musikalsk bagved og støtter alt menneskeligt fællesskab, og elementerne i den kommunikative musikalitet er nødvendige for udviklingen af fællesmenneskelig kommunikation.

Musikpsykologiske forskningsområder

Vigtige områder i moderne musikpsykologi er musikperception, musikalsk intelligens eller kompetence, hjerneprocesser i forbindelse med musik, musikalsk udviklingspsykologi, musikpræferencer, musikoplevelse, musiklytning og musikudøvelse (komposition, improvisation, sang, instrumentalspil, øvning).

Musikpsykologiske teorier og forskningsresultater har betydning for områder som musikpædagogik, musikterapi og musiksociologi.

Forskningsmetoder

I den naturvidenskabelige tradition arbejdes der eksperimentelt med metoder som hjernescanning, 3-D-videoanalyse af bevægelsesmønstre, standardiserede tests, struktureret observation, spørgeskemaer m.m., mens der i den humanistiske tradition benyttes interview, deltagerobservation, selviagttagelse, musikanalyse, beretning og fortolkning.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Susan Hallam, Ian Cross og Michael Thaut (red.) (2008). The Oxford Handbook of Music Psychology.
  • Lars Ole Bonde (2009). Musik og menneske. Introduktion til musikpsykologi.
  • Peter Vuust (2017). Musik på hjernen. Hvad sker der i hjernen, når vi lytter til og spiller musik.
  • Alf Gabrielsson (2021). Musikpsykologi – en introduktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig