musikinstrumenter (Inddeling)

Artikelstart

Musikinstrumenter (Inddeling), Musikinstrumenter har deres egen systematik, og der er tiderne igennem gjort mange forsøg rundt om i verden på at bringe orden i mangfoldigheden; hertil er anvendt en række forskellige principper.

I Kina inddelte man ifølge gammel tradition musikinstrumenterne i otte grupper ordnet efter materiale. Her skelnedes der mellem instrumenter af skind, sten, metal, ler, silke, træ, bambus og kalabas. Hos hinduerne delte man dem fra ca. 50 f.Kr. op i fire grupper: strengeinstrumenter, udhulede instrumenter (dvs. blæseinstrumenter), slaginstrumenter (af træ eller metal) og trommer.

De græske og romerske skrifter omtaler en inddeling i blæseinstrumenter, strengeinstrumenter og slaginstrumenter, og denne opdeling, som hebræerne tilsluttede sig, var den almindelige i Europa middelalderen igennem. I samme periode deltes instrumenterne yderligere i grupper afhængigt af deres klangstyrke; nogle tilhørte således haut-gruppen (højtlydende), andre bas-gruppen (svagtklingende). Instrumenter inden for disse grupper spillede ikke sammen i daglig praksis; en trompet blev fx ikke almindeligvis anvendt sammen med en lut, en sækkepibe ikke sammen med en blokfløjte.

Den første egentlig lærerige bog om musikinstrumenter udkom i Basel i 1511, Sebastian Virdungs Musica getutscht, som var illustreret med træsnit og beskrivelser af de dengang benyttede typer. Interessant nok omtales trommerne ikke. De blev først klassificeret som musikinstrumenter i 1600-t. I 1529 blev Martin Agricolas Musica instrumentalis deudsch udgivet i Wittenberg, en bog, der blev genudgivet flere gange og kom i udvidet form for femte og sidste gang i 1545. Agricola overtog mange af Virdungs illustrationer og gengav dem i endnu mere primitiv udformning, men han føjede dog et par nye instrumenttyper til. Illustrationerne i disse teoretiske værker er ikke på højde med kunstneren Hieronymus Boschs makabre malerier fra omkring 1500, hvori musikinstrumenter direkte fungerer som torturredskaber. Detaljerne overgår her i akkuratesse og virkelighedsgengivelse langt de primitive træsnits.

I 1618 udkom datidens grundigste værk om musikinstrumenter, Syntagma Musicum II, de Organographia af Michael Praetorius, suppleret i 1620 med en billeddel, Theatrum instrumentorum. Dette encyklopædiske værk indeholder flere instrumentgengivelser i kobberstik og grundigere omtaler end forgængerne, og det er traditionelt gennem tiden blevet benyttet som indgang til oplysninger om det sene 1500-t.s instrumenter.

Det var dog først i perioden 1880-1922, at et klassifikationsprincip på videnskabelig basis blev udarbejdet af belgieren V.C. Mahillon (1841-1924). Med instrumentsamlingen i Bruxelles som udgangspunkt opstillede han fire klasser efter akustiske principper, hvorved han rent faktisk genindførte hinduernes inddeling. Dennes systematik omfatter autofoner, dvs. instrumenter af ethvert materiale, som i sig selv er så elastisk, at der ved vibrationer frembringes en lyd. Man kan populært kalde dem for "selvklingere"; aerofoner, dvs. blæseinstrumenter, i hvilke en luftsøjle i instrumentet sættes i svingninger og frembringer den primære lyd; kordofoner er instrumenter med strenge, og membranofoner instrumenter med et skind, der skal udspændes, før det giver lyd fra sig.

Den moderne internationale videnskabelige instrumentsystematik, der viderefører disse principper, blev publiceret første gang i 1914 af Erich von Hornbostel (1877-1935) og Curt Sachs. Den hviler også hovedsagelig på akustiske principper og følger Mahillons fire grupper, blot er benævnelsen autofoner ændret til idiofoner. Alle grupperne omfatter et meget avanceret system af undergrupper, inden for hvilket hvert instrument indtager sin rette plads. Et vigtigt princip i en systematik er netop, at man efter de bestemmende overordnede principper kun kan placere en genstand ét sted i systemet. I det videnskabelige system er der en plads til alle kendte typer, herunder antikke og ikke-europæiske musikinstrumenter.

Som alle systemer er også Hornbostel og Sachs' forslag forsøgt forbedret; fx var det nødvendigt at placere de elektriske musikinstrumenter i deres egen gruppe, elektrofoner. Men trods forbedringsforsøg har hovedsystemet vist sig så holdbart og praktisk i brug, at der ikke grundlæggende er rokket ved det.

I 1940 udkom Curt Sachs' klassiske værk om musikinstrumenternes historie. Heri gennemgås verdens forskellige instrumentopfindelser kronologisk fra de ældste, primitive og præhistoriske tider over instrumenter hos sumerere, babyloniere, egyptere, hebræere, grækere, romere, etruskere, indere, kinesere og indianere til middelalderens ikke-europæiske og europæiske instrumenter. Sidste del beskæftiger sig udelukkende med europæiske forhold fra 1400-t. til ind i 1900-t.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig