Musikbibliotek, samling af musiklitteratur, noder og fonogrammer (bånd, lp'er, cd'er). Betegnelsen bruges almindeligvis om afdelinger af folkebiblioteker med udlån af fonogrammer.

Mens litteratur og noder i årevis har været en del af danske folkebibliotekers traditionelle tilbud, begyndte offentligt udlån af indspillet musik i Lyngby-Taarbæk Kommune i 1965 efter en ændring af Biblioteksloven. I 1977 havde 75 af landets 250 folkebiblioteker musikudlån, hvorefter antallet stagnerede. Et landsdækkende lånesamarbejde med indspillet musik blev iværksat forsøgsvis i 1998.

Betydelige historiske musiksamlinger findes især i forskningsbibliotekerne, bl.a. British Library (London), Deutsche Staatsbibliothek (Berlin), Bibliothèque nationale (Paris) og Library of Congress (Washington, D.C.); blandt danske biblioteker har Det Kgl. Bibliotek i København den vigtigste samling af trykte og håndskrevne musikalier, mens Det Kgl. Bibliotek - Aarhus rummer hovedsamlingen af danske fonogrammer (se Nationaldiskoteket).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig