musikæstetik

Musikæstetik, i snævrere forstand læren om det skønne i musikken, i videre forstand musikkens filosofi. Musikæstetik har rødder tilbage til de græske filosoffer, især Platon og Pythagoras, hvis forestilling om musikken som "tonende tal" fik betydning gennem hele middelalderen.

I baroktiden blev affektlæren (Johann Mattheson, Johann Joachim Quantz mfl.) et vægtigt bidrag til musikæstetikken, som dog især indtager en væsentlig plads i 1800-t.s store filosofiske lærebygninger, fx hos Arthur Schopenhauer, for hvem verdensaltets dybeste kraft, viljen, ligefrem åbenbarer sig i musikken. Eduard Hanslick fremhæver i Vom Musikalisch-Schönen (1854) formæstetikken (musik som "klingende, bevæget form") i modsætning til indholdsæstetikken (musik som "klingende inderlighed").

I 1900-t. er der især fra fænomenologisk side (bl.a. Roman Ingarden) og sociologisk side (Theodor W. Adorno, se musiksociologi) leveret væsentlige bidrag til musikæstetikken.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig