Det Ny Teaters plakat for opsætningen af West Side Story i 1998, baseret på filmplakaten fra 1961. Forestillingen er en moderne version af Shakespeares Romeo og Julie, og på plakaten er den berømte balkon erstattet af New Yorks karakteristiske brandtrapper.

.

Irving Berlin fotograferet i maj 1943. Den russisk fødte komponist blev ophavsmand til et betydeligt antal populære melodier og musicals, ligesom han skrev musikken til mange Hollywood-film.

.

Den britiske komponist Andrew Lloyd Webber har skrevet adskillige meget populære musicals. Foto fra 2001.

.

Musical er oprindelig en amerikansk teaterform, hvor talt dialog veksler med sang, dans og optrin. Genren udvikledes på Broadway i New York i begyndelsen af 1900-tallet med rødder i europæisk operette, britisk music-hall og amerikansk underholdning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet musical kommer af engelsk musical comedy eller musical play.

Musicals lever i spændingsfeltet mellem film og teater. Mange musicals findes i såvel teater- som filmversioner, oftest med teaterversionen som den første. I visse tilfælde er en teatermusical baseret på en film, der ikke selv er en musical (fx La Cage aux folles).

Musical som scenekunst

Som den første egentlige musical regnes Jerome Kerns og Oscar Hammerstein II's Show Boat fra 1927. Her cementeredes formen med en forestilling i to akter, hvor sange og optrin var direkte integreret i det dramatiske forløb og med musik inspireret af især jazz og ragtime. George Gershwins og Cole Porters værker med deres raffinerede og dog iørefaldende musik var væsentlige for genrens udvikling.

Musicalen tegnedes i sin første store periode 1940-60 især af Hammerstein II og Richard Rodgers. Med deres Oklahoma! (1943), hvor dansen første gang brugtes som medfortællende element, samt bl.a. South Pacific (1949) og The Sound of Music (1959) etableredes genren som specifikt amerikansk, båret af et optimistisk livssyn. Forestillingerne byggedes på enkle, romantiske plot, hvor tilsyneladende uforenelige personligheder fra hver sit kulturelle og sociale miljø langsomt nærmer sig hinanden for i finalen at fuldbyrde en lykkelig slutning.

Et stort opbud af korsangere og en scenografisk overdådighed prægede perioden, som bl.a. inkluderede musicals som Irving Berlins Annie Get Your Gun (1946), Frank Loessers Guys & Dolls (1950), Alan J. Lerners (1918-86) og Frederick Loewes (1956) My Fair Lady samt Leonard Bernsteins West Side Story (1957).

Senere inspirerede det moderne teaters virkemidler iscenesættelsen af fx Fred Ebbs (1932-2004) og John Kanders (f. 1927) Cabaret (1966) med dens fortællemæssige og sceniske spring i tid og sted. I 1968 markerede Galt MacDermots (f. 1928), Gerome Ragnis (1942-91) og James Rados (f. 1939) forestilling Hair et brud i genrens udvikling med dens inddragelse af rockmusik.

Den moderne musical

Pressefotografering ved lanceringen af musicalen BE-BOP-A-LULA i 2007 med bl.a. Peter Belli.

.

Fra 1970 og frem udvikledes i London den moderne musical, der hverken rummer dialog eller den traditionelle happy end. Drivkraften var Andrew Lloyd Webber, der med forestillinger som Jesus Christ Superstar (1971), Evita (1978), Cats (1981) og Phantom of the Opera (1986) førte musicalen nærmere operaens form, understregede det sceniske element og introducerede kontroversielle personer som heltefigurer.

Mytiske fortællinger i spektakulære iscenesættelser, præget af den teknologiske udvikling, er karakteristisk for den moderne musical.

Med Webbers og franskmændene Alain A. Boublils (f. 1941) og Claude-Michel Schönbergs (f. 1941) forestillinger, bl.a. Les Misérables (1980) og Miss Saigon (1989), har genren nået en hidtil uset popularitet og global udbredelse; ABBAs mandlige medlemmer Björn Ulvaeus og Benny Andersson har stået bag Chess (1984, med Tim Rice) og Mamma Mia! (1999), der senere blev filmatiseret (2008).

I Danmark har forestillinger som Skatteøen (1986) og Cyrano (1992), begge med musik af Sebastian, samt Atlantis (1993) været eksempler på dette.

Musical som filmgenre

Musicalen slog igennem som en hovedsagelig amerikansk filmgenre efter tonefilmens fremkomst i slutningen af 1920'erne og havde sin storhedstid 1930-60. De første filmmusicals, fx Charles F. Reisners (1887-1962) The Hollywood Revue of 1929 (1929) og John Murray Andersons (1886-1954) The King of Jazz (1930), bestod ofte af en række enkeltnumre med kendte kunstnere fra filmens, varietéens, teatrets og radioens verden.

Tidligt blev også operetter, fx The Merry Widow (1934, Den glade Enke), instrueret af Ernst Lubitsch og med Maurice Chevalier og Jeanette MacDonald, samt Broadway-musicals filmatiseret. Med Busby Berkeleys koreografi til film som Gold Diggers of 1933 (1933, Gold Diggers) og 42nd Street (1933, 42. Gade) fik filmmusicalen en mere selvstændig form med moderne, jazzet underholdningsmusik, stepdans og ekstravagante ensemblenumre.

Højdepunkter i 1930'erne var bl.a. Top Hat (1935) og Swing Time (1936), instrueret af hhv. Mark Sandrich (1900-45) og George Stevens, hvor Fred Astaire og Ginger Rogers dannede par.

Med producenten Arthur Freed (1894-1973) som samlingspunkt fra 1939 indtil slutningen af 1950'erne stod filmselskabet MGM for nogle af genrens klassikere. Det gælder fx Victor Flemings (1843-1949) The Wizard of Oz (1939, Troldmanden fra Oz), der gjorde Judy Garland til filmstjerne, Vincente Minnellis An American in Paris (1951, En amerikaner i Paris), Gene Kellys og Stanley Donens Singin' in the Rain (1952, Syng i sol og regn), begge med Gene Kelly i hovedrollen, og Minnellis The Band Wagon (1953, Let på tå) med Fred Astaire.

Fra tiåret omkring 1960 huskes især filmatiseringer af store teatermusicals som Joshua Logans (1908-88) South Pacific (1958), Robert Wises West Side Story (1961), George Cukors My Fair Lady (1964) og Wises The Sound of Music (1965).

Af de få musicals, der er produceret efter 1970, er de fremtrædende især Bob Fosses filmudgave af Cabaret (1972) samt filmatiseringerne af de nye rockmusicals, fx Milos Formans Hair (1979), og britiske teatermusicals som Norman Jewisons Jesus Christ Superstar (1973) og Alan Parkers Evita (1996). Hertil kommer tegnefilm fra Disney-koncernen, fx The Beauty and the Beast (1991, Skønheden og udyret), som også kan betragtes som musicals.

Af de få ikke-amerikanske musicals kan nævnes den tyske Der Kongreß tanzt (1931, Kongressen danser), instrueret af Erik Charell, samt de franske Sous les toits de Paris (1930, Under Paris' tage), instrueret af René Clair, og Les Demoiselles de Rochefort (1967, Pigerne fra Rochefort), instrueret af Jacques Demy. Til de få egentlige danske filmmusicals hører Torben Anton Svendsens Mød mig på Cassiopeia (1951) med musik af Kai Normann Andersen.

Udvalgte musicals

teater-version titel musik tekst filmversion instruktion
1927 Show Boat Jerome Kern Oscar Hammerstein II 1929 Harry A. Pollard
1936
1951 George Sidney
42nd Street Harry Warren Bradford Ropes & Rian James 1933 Lloyd Bacon
Top Hat Irving Berlin Alexander Faragó & Karl Noti 1935 Mark Sandrich
The Wizard of Oz (Troldmanden fra Oz) Harold Arlen & Herbert Stothart L. Frank Baum & Noel Langley 1939 Victor Fleming
1943 Oklahoma! Richard Rodgers Oscar Hammerstein II 1955 Fred Zinnemann
1946 Annie Get Your Gun Irving Berlin H. & D. Fields 1950 George Sidney
1949 South Pacific Richard Rodgers Oscar Hammerstein II 1958 Joshua Logan
An American in Paris (En amerikaner i Paris) George Gershwin Alan Jay Lerner 1951 Vincente Minnelli
Singin' in the Rain (Syng i sol og regn) Navio Herb Brown & Lennie Hayton Betty Comden & Adolph Green 1952 Stanley Donen & Gene Kelly
1950 Guys & Dolls Frank Loesser Abe Burrows & Jo Swerling 1955 Joseph L. Mankiewicz
1956 My Fair Lady Frederick Loewe Alan Jay Lerner 1964 George Cukor
1957 West Side Story Leonard Bernstein A. Laurents & Steven Sondheim 1961 Jerome Robbins & Robert Wise
1959 The Sound of Music Richard Rodgers Oscar Hammerstein II 1965 Robert Wise
1964 Fiddler on the Roof (Spillemand på en tagryg) J.Bock L. Stein 1971 Norman Jewison
1966 Cabaret J. Kander F. Ebb & J. Masteroff 1972 Bob Fosse
1968 Hair Galt MacDermot Gerome Ragni & James Rado 1979 Milos Forman
1971 Jesus Christ Superstar Andrew Lloyd Webber Tim Rice 1973 Norman Jewison
1972 Grease J. Jacobs & W. Casey J. Jacobs & W. Casey 1978 Randal Kleiser
1976 A Chorus Line Marvin Hamlisch E. Kleban, N. Dante & J. Kirkwood 1985 Richard Attenborough
1978 Evita Andrew Lloyd Webber Tim Rice 1996 Alan Parker
1981 Cats Andrew Lloyd Webber T.S. Eliot
1983 La Cage aux folles J. Herman J. Herman & H. Fierstein 1978 Edouard Molinaro
1996 Mike Nichols
1985 Chess Benny Andersson Tim Rice & Björn Ulvaeus
1980 Les Misérables Claude-Michel Schönberg Alain Boublil 1995 John Caird & Trevor Nunn (Les Misérables in Concert)
1986 The Phantom of the Opera Andrew Lloyd Webber C. Hart & Stilgoe 2004 Joel Schumacher
1989 Miss Saigon Claude-Michel Schönberg Alain Boublil & R. Maltby jr.
1994 The Beauty and the Beast (Skønheden og udyret) Alan Menken Howard Ashman, Tim Rice & Linda Woolverton 1991 Gary Trousdale & Kirk Wise (tegnefilmudgaven)

Læs mere på Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig