Den kritiske museologi opstod i 1980'erne og 1990'erne og påpegede, at for få museer lever op til de forandringer, den nye museologi arbejdede for. Udgangspunktet er, at mange museer har bidraget til historien om det kolonialistiske og kulturelt overlegne Europa, og at der aktivt skal gøres op med denne tradition. Retningen er påvirket af kritisk teori, bl.a. Michel Foucault og Jean-François Lyotard.
Den kritiske museologi ønsker at udvikle en museumspraksis, som reflekterer over de etnocentriske problemstillinger. Museerne ses som institutioner, der kan bidrage til interkulturelt samarbejde og skabe rammer om en dialog, hvor ny kulturel og politisk mening dannes og diskuteres. Museer verden over undersøger i dag, hvordan de kan udvikle sig til egentlige kritiske museer, der bruger deres samlinger til at skabe et demokratisk forum for åben dialog og en kritisk diskussion, der kan give stemme til underrepræsenterede, sociale grupper.
Den kritiske museologi er mindre rettet mod museets funktioner (indsamling, registrering, bevaring og formidling) og mere mod en analyse af museets værdier og etiske regelsæt. Kritisk museologi er generelt optaget af, hvordan museerne gennem deres udstillinger og øvrige formidlingsaktiviteter kan bidrage til løsningen af samfundsproblemer som fx social udsathed eller mistrivsel. Fokusområderne er spørgsmål som diversitet, menneskerettigheder og afkolonialisering samt social, kulturel og miljømæssig bæredygtighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.