Mundorgel, blæseinstrument kendt fra Sydøst- og Østasien med oprindelse i Shangdynastiet (ca. 1650-ca. 1000 f.Kr.) i Kina. Det består af et varierende antal piber (op til 36) ofte af bambus, indesluttet i et luftkammer. Hver pibe er forsynet med en tynd tunge, der vibrerer, når luftkammeret anblæses. Over luftkammeret har hver pibe et fingerhul, der skal være dækket, for at piben kan lyde.