Multiplikativ blanding, signalbehandlingsprincip, hvor to elektriske signaler tilføres et blandingstrin (mixer), hvis udgangssignal indeholder de tilførte signaler samt deres produkt. Signalmultiplikationen medfører, at udgangssignalet indeholder indgangssignalernes frekvenser, deres sum- og differensfrekvenser samt sum- og differensfrekvenser mellem indgangssignalernes overtoner (harmoniske). Ved filtrering fjernes de uønskede frekvenser. Princippet benyttes i radioteknik til bl.a. modulation og demodulation.