multimedier

Artikelstart

Multimedier, multimedia, sammensætning af information med brug af flere udtryksformer på samme tid, fx tekst, lyd og levende billeder. Begrebet bruges næsten udelukkende i forbindelse med computere, men er ikke principielt afgrænset hertil. Anvendelsen af multimedier i stedet for traditionelle medier skyldes især et ønske om at hæve tekstens underholdningsværdi eller at gøre den mere pædagogisk; fx kan en tekst om en gearkasse suppleres med et filmklip, der viser dens funktion.

Multimedier er som regel opbygget som en hypertekst, således at brugeren selv bestemmer, hvilke elementer i teksten der skal aktiveres. Multimedieprodukter distribueres normalt på cd-rommer, men også Internettet er et typisk eksempel på et multimedie. Se også interaktive medier og mixed media.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig