mudder

Mudder. Kogende mudder i Tongariro National Park, New Zealand, et reservat i et vulkansk aktivt område.

.

Mudder, klæbrig eller slimet blanding af vand og finkornet materiale med en konsistens, der kan være flydende til plastisk. Inden for geologien betegner mudder både et ukonsolideret, vandholdigt, klastisk sediment af ler og silt og et finkornet materiale i kalksten. Se også boremudder.

Mudderstrøm

Mudderstrøm er betegnelsen for den flydende muddermasse, ofte med indlejrede større sten, blokke, grene m.m., der bevæger sig ned ad skråninger i bjergrige områder, som regel igangsat af kraftige regnskyl. Mudderstrømme bevæger sig med hastigheder op til 4,5 m/s og kan begrave huse og mindre byer. Mudderstrømme af katastrofeagtig karakter kendes fx fra Syditalien, hvor de er et resultat af en omfattende skovrydning på bjergskråninger kombineret med bebyggelse i udsatte områder. Mudderstrømme igangsat i forbindelse med vulkansk aktivitet benævnes lahar og er særlig farlige, da de kan bevæge sig over store afstande (op til 120 km) med høj hastighed og ofte opstår med kort varsel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig