Mosser. 1 Den topfrugtede brunfiltet stjernemos, Mnium hornum: hunplante med sporehus intakt med låg. 2 Hanplante med to oprette skud. En gruppe af hanlige kønsorganer, antheridier, er samlet i spidsen omgivet af store svøbblade, perigonialblade, som danner en stjerne. 3 Bladspids med korte indre celler og længere randceller, der danner en randsøm; i midten nederst ses spidsen af bladribben. 4 Hunlige kønsorganer, arkegonier. 5 Hanlige kønsorganer. 6 Sporehus med låg. 7 Sporehus uden låg, hvor det tandede peristom ses. 8 Del af peristom med tværstribet ydre peristomtand og bagvedliggende endostom samt tynde, trådformede forlængelser, cilier. 9 Stor thujamos, Thuidium tamariscinum, en fjergrenet, liggende bladmos med sidestillede sporehuse, såkaldt sidefrugtet. Ved denne vækstform bremser sporehusdannelsen ikke plantens videre vækst, sådan som det sker hos topfrugtede bladmosser.
Mosser, Bryopsida, Musci, gruppe af sporeplanter, der sammen med levermosserne udgør plantegruppen Bryophyta (bryofytter). Mosser adskiller sig fra levermosser bl.a. ved at have et sporehus med en midtstillet søjle, kolumella, dannet af store celler, og rhizoider, mangecellede, enradede hæftetråde med skrå endevægge.
Mosser menes at have bevaret træk fra de tidligste landplanter; fx domineres livscyklus af den fotosyntetiserende gametofyt, dvs. det livsstadium, hvor hver af plantens celler har et enkelt kromosomsæt. Den efter befrugtning udviklede sporofyt, hvor hver celle har dobbelt kromosomsæt, har kun en mindre, selvstændig fotosyntese, men lever delvis som parasit forankret i gametofytten. Sporofytten tjener kun til udvikling og spredning af sporer. De tidligste landplanter menes at have været i stand til at føre vand ind og ud gennem overfladen, en egenskab, som er bevaret hos bryofytter. Mange bryofytter tåler udtørring.
Centralt i stængler og sporehusstilk hos bladmosser findes ofte en ledningsvævslignende streng af lange celler, tit såkaldte hydroider eller leptoider. Mosser er således karplanter, men ledningsstrengene er opbygget af polyfenoler (uægte lignin), et forhold man antager skyldes gruppens udvikling på et tidspunkt i Jordens historie for ca. 400 mio. år siden i Devon, da atmosfærens iltniveau ikke var højt nok til, at dannelse af lignin (vedstof) kunne finde sted.
Mosgruppen omfatter bladmosser, sortmosser og tørvemosser. Hos bladmosser har sporehuset oftest et låg, som løsnes, når en række celler langs randen ruller af; mundingen er hyppigt omgivet af 1-2 kranse af tænder, et peristom, hvis udformning spiller en stor rolle for udredningen af gruppens afstamningsforhold (fylogeni). Sporehuset har som regel forneden luftrum, der ved spalteåbninger står i forbindelse med omgivelserne; bl.a. derfor formodes sporofytten at udføre fotosyntese. I den øvre del findes det cylindriske, sporedannende væv omkring kolumella.
Sortmosser er en lille gruppe med kun én slægt, Andreaea, sortmos. Den tidlige mosplante, protonema, er kun svagt opdelt i stængel og blade, og stænglen har spredte slimhår. Sporehuset mangler spalteåbninger og løftes på en gametofytstilk, et pseudopodium. Nær sortmosser står slægterne Takakia og Andreaeobryum, samlet i gruppen Takakiidae, men disses systematiske forhold er ikke helt afklaret.
Tørvemosser afviger fundamentalt, ved at sporerne dannes ud fra et andet væv end hos de øvrige grupper. Sporehuset er sidestillet, løftes op fra gametofytten på et pseudopodium og omgives i begyndelsen af en lille hætte, kalyptra, der hurtigt tørrer væk. Sporehuset åbner sig eksplosionsagtigt. Stænglen bærer oftest 3-8 grene i bundter i hjørnet af hvert fjerde stængelblad, og bladene har et cellemønster af levende celler med kloroplaster, mere eller mindre omgivet af døde hyalinceller, der forsyner de levende celler med vand. Vand ledes hos nogle arter op til vækstpunktet via en kappe af hængende grene, hos andre via store, tomme, perforerede celler på stænglens yderside.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.