mosegris

Mosegrisen har mange huller til sit gangsystem.

.

Mosegris, Arvicola terrestris, vandrotte, jordrotte, gnaver hørende til studsmus. Mosegrisen er den største danske vildtlevende gnaver med en vægt på op til 275 g og en længde (uden hale) på op til 20 cm.

Den er udbredt i det meste af Europa og i Asien og findes både i meget fugtige områder, langs vandløb og søer, og i tørre græsområder. Mosegrisen lever som muldvarpen underjordisk og laver også muldskud, som kan genere land- og havebrug. Den er planteæder og kan forvolde skade ved at gnave på frugttræer og fortære afgrøder som kartofler.

Gnav på planter i forbindelse med muldskud er et sikkert tegn på tilstedeværelsen af mosegrise. På vedvarende græsarealer kan dens muldskud være til gene for græsslåning, ligesom græsset kan skades.

Kemisk bekæmpelse med fosforbrintepiller, hvortil der kræves tilladelse fra Miljøstyrelsen, er vanskelig, dels pga. mosegrisens store formeringsevne, dels fordi mosegrisen ikke lukker hullerne - som den altid har mange af - til gangsystemet, og gassen derfor hurtigt ventileres væk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig