Mosebiologi er den biologiske viden om moser. Det er først og fremmest mosens karakteristiske plantevækst, der er afgørende for, hvordan man definerer og afgrænser mosen. Her vokser en række græs-, star- og sivarter. I maj lyser kæruld og bukkeblad op, og sommeren igennem har mosen et rigt blomsterflor af bl.a. næbfrø, tranebær, rosmarinlyng og den særprægede insektædende plante soldug.

Som naturtype er mosen beskyttet af Naturbeskyttelsesloven § 3. Er mosen over 2500 m2, eller optræder den i sammenhæng med vandløb og søer, der er omfattet af den samme beskyttelse, må mosens tilstand ikke ændres. Den må fx ikke drænes og opdyrkes, medmindre man får en dispensation.

Tørvemos som levested

Blandt de mange mosser, der hører til mosernes typiske plantevækst, er tørvemosserne (Sphagnum spp.), de mest særprægede. De dækker store dele af vådområderne, som de forandrer til et levested, der opfylder tørvemossernes egne krav, men som kun få andre planter kan tåle. Tørvemosser bytter brintioner, produceret ved stofskiftet, ud med metalioner, og levestedet bliver surt og næringsfattigt.

Tørvemosserne selv er levested for et uhyre rigt mikroliv. På bladene er der mange bakterier, alger og andre encellede organismer. Cyanobakterier (blågrønalger) danner kvælstofforbindelser, der kan udnyttes af både tørvemos og alger, bl.a. de mange kiselalger (diatoméer) og desmidiacéer. Blandt de encellede "dyr" er de skalbærende amøber de mest iøjnefaldende. Der er også mange slags små flercellede dyr, fx hjuldyr, vandmider, bjørnedyr og gastrotricher.

Miljøfaktorerne i tørvemosset kan svinge meget, fra time til time, fra måned til måned, og fra overfladen til få cm nede. Varme og kølighed, iltrige og iltfrie områder ligger tæt på hinanden. Mikroorganismerne i tørvemosset kan tåle lidt af hvert. De fleste lever i vand, men kan tåle at tørre ud (se kryptobiose). Andre organismer flytter sig efter omstændighederne, fx alm. piratjagtedderkop, Piratus piraticus; når Solen står højt, kan der blive for varmt, men blot et par cm nede i tørvemosset finder edderkoppen kølighed.

Den opdyrkede mose

Store mosearealer er blevet afvandet og omdannet til agerjord. Det gælder Vildmoserne, hvor man bl.a. har dyrket kartofler, og de mere end 200.000 hektar drænede enge med tørvebund. Efter afvandingen sker der drastiske forandringer i jordbunden. Den vandmættede, iltfri jordbund bliver tør, og atmosfærens ilt siver ned i hulrummene. Så kan bakterierne forbrænde det organiske stof, der sammen med redskaber og andre levn fra oldtiden har været beskyttet mod nedbrydning i måske tusinder af år.

I takt med at bakterierne nedbryder tørven, synker jordbunden sammen — jorden sætter sig — nogle steder op til flere cm om året. Grundvandet kommer for tæt på overfladen, så dyrkningslaget bliver vådt. Som regel er det ikke muligt at forbedre dræningen, fordi vandløb og afvandingskanaler ikke kan uddybes yderligere. Det er baggrunden for, at mange marker i vore ådale må opgives. De bliver atter til våde enge. Men i de årtier, man dyrkede mosen, blev mange oldsager ødelagt, nedbrudt af bakterier, da der kom ilt til.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig