Øverst ses hvordan tørv til brændsel er lagt til tørring i luftige stakke, så sol og vind kunne udtørre dem. Nogle tørv ligger på overfladen, sandsynligvis for at dræne de nygravede tørv for overskydende jordvand, inden de stakkes. Nederst ses grøften, hvorfra man med tørvespader har skåret tørvene fri af balken i højmosen. Foto fra 1950'erne fra en højmose i Danmark.
.

En mose er et område med en vegetation, som er tilpasset høj jordfugtighed, og som ofte danner tørv. I Danmark forudsættes det ikke, at der skal være tørv til stede, for at man kan kalde et område for en mose. Det skyldes, at kraftig vandføring i visse mosetyper kan medføre, at plantemateriale helt fjernes.

Typer af moser

Forenklede blokdiagrammer af de vigtigste mosetyper i Danmark. Øverst (1-3) ses en sø under tilgroning med en lavmose, der senere udvikler sig til en højmose. De små højmosearealer vokser sammen og danner en stor højmose. Højmosens overflade hæver sig over det omgivende terræn, og vand- og næringsstoftilførslen sker udelukkende fra atmosfæren.

Moser inddeles ofte efter, hvordan de er dannet. Forsumpningsmoser er opstået som følge af en stigning af grundvandet, der kan skyldes en klimaændring mod fugtigere forhold, en hævning af havniveauet m.m. I Danmark er forsumpningsmoser mest almindelige i Vestjylland og de flade dele af Nordjylland. Tilgroningsmoser dannes ved stadig aflejring af ler og organisk materiale på bunden af søer, så de til sidst fyldes op og dækkes af mosevegetation. Tilgroningsmoser findes især i det østdanske morænelandskab. Her findes også kildemoser, som dannes omkring kilder i bunden af ådale eller ved foden af stejle skrænter, hvor grundvandet strømmer ud.

En anden måde at inddele moser i bygger på viden om, hvor mosevandet stammer fra. Lavmoser (minerogene moser eller kær) er påvirket af grundvand, mens højmoser (ombrogene moser) udelukkende modtager vand fra nedbøren. Højmosen er en næringsfattig mosetype, mens lavmosen er mere eller mindre næringsrig, alt efter hvilke type undergrund grundvandet har passeret på sin vej til mosen. Lavmoser kan igen opdeles i dalmoser (topogene moser), hvis udbredelse er bestemt af grundvandsforholdene, og overrislingsmoser (soligene moser), hvor overfladevand, såkaldt overfladeafstrømning, medvirker til at skabe en høj jordfugtighed. Sidstnævnte type er sjælden i Danmark.

Mosernes udbredelse i Danmark

I midten af 1800-tallet, inden den systematiske dræningsindsats begyndte, var 20-25 % af Danmark dækket af våde enge, kær og moser, som næsten alle indeholdt tørv af varierende tykkelse. Tørv har siden jernalderen været en vigtig kilde til brændsel og havde derfor økonomisk betydning. Ved de første kortlægninger i 1900-tallet af tørvens udbredelse var det praktisk kun at medtage tørv i tykkelser på over 25 cm, idet mindre tørvetykkelser let kunne pløjes væk. I dag er ca. 1 % af landet dækket af moser; de har den største udbredelse i Nordjylland.

Med sine ca. 6.600 ha var Store Vildmose sidst i 1800-tallet Nordeuropas største mose. Store Vildmose og Lille Vildmose er i dag Jyllands største højmoser, mens Holmegaards Mose er den største højmose på Sjælland. Siden 1800-tallet er de alle stærkt reducerede i både højde og areal som følge af opdyrkning.

Moseudvikling

Udviklingen af en mose sker langsomt, typisk over tusinder af år. Øverst har lavmoser ofte et lag af sumptørv, som hviler på søsedimenterne. Sumptørven er svagt nedbrudt og indeholder plantearter, som tåler meget høj vandstand, og som typisk vokser på lavt vand. Senere erstattes denne vegetation af sumpplanter, som ikke tåler vanddækning. Højere oppe i mosens tværprofil træffes trærødder, hvilket viser, at vandstanden her er så lav, at træer som birk og el kan vokse på stedet.

Endnu senere kan bestanden af træer blive så tæt, at der dannes egentlig skovtørv. Denne ændring i tørvesammensætningen viser, at den stadige tørvedannelse medfører, at mosens overflade bliver gradvis mere tør, når de ydre forhold forbliver konstante over længere tid. Opstår der klimaændringer, som skaber øget fugtighed, kan træerne forsumpe og dø. En urtepræget sumpvegetation erstatter nu den tidligere sumpskov, og udviklingen kan igen begynde mod stadig mere tørbundsprægede plantesamfund. Det kan med tiden føre til højmosedannelse, som er slutstadiet i mosernes udvikling i Danmark.

Brande i moser, såkaldte mosebrande, var førhen ikke ualmindelige i højmoser eller i drænede lavmoser, og de kunne ulme over flere somre og vintre.

Højmoser

Højmoser findes især i egne, hvor jordbunden består af kalkfattigt smeltevandssand eller på anden måde er næringsfattig, samt i områder, hvor grundvandet er næsten stillestående. Ringe næringsstoftilførsel via grundvand bevirker, at mosens næringsstofbalance og surhedsgrad i overvejende grad påvirkes af stoffer fra nedbøren. Det giver grobund for arter af slægten tørvemos (Sphagnum), som trives i et næringsfattigt og surt miljø. En nøgleegenskab ved tørvemosser er, at de kan opsuge vand. Dødt tørvemos kan absorbere op til 20 gange sin egen vægt i vand, mens toppen gror videre. Herved opstår langsomt et tykt, vådt lag af mosrester kaldet højmosetørv.

Højmoser findes især i Jylland og var før dræningen af landskabet fra midten af 1800-tallet vidt udbredte. I landets øvrige egne er de ofte begrænset til brede ådale eller tidligere havdækkede områder, hvor grundvandsstrømningen er meget langsom.

Når højmosen vokser opad, stiger det lokale grundvandsspejl også. Som følge af opbygningen af tørv kan en højmose vokse opad med ca. 1-2 mm om året, mens den årligt samtidig breder sig 1-3 m ud over det omgivende, flade landskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig