Bøllemosen i Jægersborg Hegn er en højmose med Sphagnum, kæruld, tranebær, bøller og blåbær. Af /Biofoto/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

mose

Mose. Forenklede blokdiagrammer af de vigtigste mosetyper i Danmark. Øverst (1-3) ses en sø under tilgroning med en lavmose, der senere udvikler sig til en højmose. De små højmosearealer vokser sammen og danner en stor højmose. Højmosens overflade hæver sig over det omgivende terræn, og vand- og næringsstoftilførslen sker udelukkende fra atmosfæren.

Artikelstart

Mose er et område med en vegetation, som er tilpasset høj jordfugtighed, og som ofte danner tørv. I Danmark forudsættes det ikke, at der skal være tørv til stede, for at man kan kalde et område for en mose. Det skyldes, at kraftig vandføring i visse mosetyper kan medføre, at plantemateriale helt fjernes.

Typer af moser

Moser inddeles ofte efter, hvordan de er dannet. Forsumpningsmoser er opstået som følge af en stigning af grundvandet, der kan skyldes en klimaændring mod fugtigere forhold, en hævning af havniveauet m.m. Forsumpningsmoser er i Danmark mest almindelige i Vestjylland og de flade dele af Nordjylland. Tilgroningsmoser dannes ved stadig aflejring af organisk materiale i søer, så de til sidst fyldes op og dækkes af mosevegetation. Tilgroningsmoser findes især i det østdanske morænelandskab, hvor der også findes kildemoser, som dannes omkring kilder i dale og ved foden af stejle skrænter.

En anden måde at inddele moser i bygger på viden om, hvor mosevandet stammer fra. Lavmoser er påvirket af grundvand (minerogene moser eller kær), mens højmoser udelukkende modtager vand fra nedbør (ombrogene moser). Højmosen er en næringsfattig mosetype, mens lavmosen er mere eller mindre næringsrig, alt efter hvilke typer jord grundvandet har passeret på sin vej til mosen. Lavmoser kan igen opdeles i dalmoser (topogene moser), hvis udbredelse er bestemt af grundvandsforholdene, og overrislingsmoser, hvor overfladisk løbende vand, såkaldt overfladeafstrømning, medvirker til at skabe en høj jordfugtighed (soligene moser). Sidstnævnte type er sjælden i Danmark.

Mosernes udbredelse i Danmark

I midten af 1800-tallet, inden den systematiske dræningsindsats begyndte, var 20-25 procent af Danmark dækket af moser, som næsten alle dannede tørv. De var en vigtig kilde til brændsel og havde derfor økonomisk betydning. Ved kortlægning af tørvens udbredelse var det praktisk kun at medtage tørv over 25 cm, idet mindre tørvetykkelser let kunne pløjes væk. I dag er ca. 1 procent af landet dækket af moser med den største udbredelse i Nordjylland.

Moseudvikling

Lavmoser har ofte lag af sumptørv, som hviler på søsedimenterne. Sumptørven er svagt nedbrudt og indeholder plantearter, som tåler meget høj vandstand, og som typisk vokser på lavt vand. Senere erstattes denne vegetation af sumpplanter, som ikke tåler vanddækning, og højere oppe i mosens tværprofil træffes trærødder som tegn på, at vandstanden nu er så lav, at træer kan vokse på stedet.

Endnu senere kan bestanden af træer blive så tæt, at der dannes egentlig skovtørv. Denne ændring i tørvesammensætningen viser, at den stadige tørvedannelse medfører, at mosens overflade bliver mere og mere tør, når de ydre forhold holdes konstante over længere tid. Indtræder der klimaændringer, som skaber øget fugtighed, kan træerne forsumpe og dø. En urtepræget sumpvegetation erstatter den tidligere sumpskov, og udviklingen kan igen begynde mod stadig mere tørbundsprægede plantesamfund. Det kan med tiden føre til højmosedannelse, som er slutstadiet i mosernes udvikling i Danmark.

Højmoser

Højmoser findes især i egne, hvor jordbunden består af kalkfattigt smeltevandssand eller på anden måde er næringsfattig, og i områder, hvor grundvandet er næsten stillestående. Den ringe næringsstoftilførsel fra grundvandet bevirker, at regnvand får en afgørende indflydelse på mosens næringsstofbalance og surhedsgrad. Det giver grobund for arter af slægten tørvemos (Sphagnum), som trives i et næringsfattigt og surt miljø. Højmoser findes især i Vestjylland. I landets øvrige dele er de begrænset til brede ådale eller tidligere havdækkede områder, hvor grundvandsbevægelserne er langsomme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig