mormonkirken

Mormonkirken s tempel i Salt Lake City, Utah i USA, bygget 1853-93 af granitblokke, der med risiko for indianerangreb transporteredes 30 km på oksetrukne vogne. Byggestilen søger angiveligt at efterligne Templet i Jerusalem og rummer tillige træk af gotik mv. Salt Lake Temple er stadig kirkens centrum, men som led i missionen er der siden bygget mange templer i og uden for USA. I templerne udføres ceremonier af alle værdige medlemmer af kirken. Fotografi fra indvielsesåret 1893.

.

Mormonkirken, egl. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, kirkesamfund grundlagt af Joseph Smith i USA i 1830 som Church of Christ, senere The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints. Tilhængerne kaldes mormoner.

Angiveligt modtog, nedskrev og udgav Joseph Smith The Book of Mormon, Mormons Bog (1830), der s.m. Bibelen og bøgerne Lære og Pagter og Den Kostelige Perle udgør kirkens helligskrifter. Kirken etablerede sig hurtigt - i 1839 med den nye by Nauvoo i Illinois - det samme gjorde forfølgelsen, og Smith, der søgte at blive kandidat til præsidentvalget i 1844, blev s.å. fængslet og myrdet.

Under kirkens anden leder, Brigham Young, vandrede titusindvis af medlemmer vestpå til Utah, hvor Salt Lake City grundlagdes i 1847; byen er også i dag kirkens centrum med det mægtige Mormon Temple (opført 1853-93) som mormonernes største og vigtigste helligdom. Vandringen har fået stor historisk betydning i kirken.

Kirken er et teokratisk samfund med en profet (også kaldet præsident) i spidsen, efterfulgt af 12 apostle i det hierarkiske system. Fra kirkens begyndelse var flerkoneri, polygyni, tilladt og i et vist omfang praktiseret, bl.a. af Joseph Smith selv. Men flerkoneri var kontroversielt, både inden for kirken selv og i forholdet til staten; det blev officielt indført i kirken i 1852, men atter opgivet i 1890. Mormonske fundamentalister har dog fortsat praktiseret flerkoneri.

Kirken drev fra 1830'erne mission, fra 1850'erne også i Skandinavien, og i løbet af ca. 60 år udvandrede ca. 14.000 danskere til Utah. På verdensplan findes i 2015 ca. 15 mio. medlemmer, i Danmark ca. 4350. I nutiden har kirkens mission stor succes i Latinamerika, Stillehavsområdet og Østeuropa.

Mormonkirken opfatter sig som den genetablerede kristne kirke efter de første apostles død i Israel og regner Joseph Smith for en sand Guds profet. Bibelen og Mormons Bog er ligestillede helligskrifter. Jesus er Guds Søn og verdens frelser. Dåb er nødvendig for frelse; derfor lader nulevende mormoner sig døbe på vegne af afdøde slægtninge, som så til gengæld kan modtage eller forkaste denne stedfortrædende dåb efter eget ønske. Familien anses for en evig institution, og i templet indgås ægteskab for evigt, både på egne og afdødes vegne. Derfor er slægtsforskning vigtig: Verdens største slægtsarkiv findes i Salt Lake City (se genealogi).

Familien med et patriarkalsk mønster er centrum; sundhed og moralske dyder er i højsædet. Det er sædvane, at mandlige medlemmer først i tyverne helliger sig missionsvirksomhed et eller to år, ofte udenlands. To og to vandrer de rundt på husbesøg i jakkesæt og slips og med en aura af ivrig, men nobel begejstring for sagen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig