Montagebyggeri - historie, Besættelsestidens nedsatte byggeaktivitet resulterede i stor mangel på boliger. Da størsteparten af byggeriet i 1950'erne var traditionelt opført, bl.a. de mange enfamilieshuse, opstod der mangel på faglært arbejdskraft, som blev imødegået med en industrialisering af byggeriet i overensstemmelse med funktionalismens idéer.

I 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne gav højkonjunkturen mulighed for egentlig massefabrikation af byggeelementer og dermed for montagebyggeri, hvis udvikling var præget af en lang række initiativer og forsøg med medvirken af alle byggeriets parter, fra myndigheder til bygherrer, arkitekter, ingeniører, håndværkere, entreprenører og producenter. Hele boligbyer opførtes dels som parcelhuse i store udstykninger, dels som etagebebyggelse for de almennyttige boligselskaber.

Uden at der var tale om en særlig planlagt eller styret udvikling, skete der på få år en omlægning af dansk byggeri fra en meget traditionsbunden, håndværksmæssig proces til en byggemåde, som i stadig større udstrækning kom til at minde om en industriel produktion.

Inden man for alvor satsede på den industrielle fremstilling af de enkelte bygningsdele, blev der gjort omfattende forsøg på at rationalisere det traditionelle byggeri. Det første større byggeri, som brød med de traditionelle byggemetoder, var Bellahøj i København (1950-57).

Arkitektonisk blev Bellahøjbebyggelsen vellykket, men den indfriede ikke forventningerne til besparelser i byggetid og penge. Denne utraditionelle byggemetode var planlagt udført med ufaglært arbejdskraft pga. mangel på faglært. Byggemetoderne var imidlertid så komplicerede, at det viste sig nødvendigt alligevel at anvende uddannede håndværkere.

Den eneste mulighed for at øge boligproduktionen var, at det offentlige effektivt støttede alle bestræbelser på at udvikle et alternativ til den traditionelle byggeskik og således øge det produktionsniveau, antallet af faglærte bygningshåndværkere formåede at opnå. I 1947 skabtes en tæt forbindelse mellem administration, udvikling og produktion.

Boligministeriets initiativer koncentreredes om etageboligbyggeriet, der på tidspunktet for ministeriets oprettelse i 1947 var den dominerende boligform og samtidig den, der i anlægsudgift var billigst.

I begyndelsen af 1950'erne blev mange nye idéer afprøvet, og blandt de bæredygtige og fremadrettede var rækkehusbebyggelserne Engstrands Allé (1951-53) og Strandhavevej (1953-54) i Hvidovre, bygget i to etager og projekteret med henblik på, at råhuset skulle kunne udføres af ufaglært arbejdskraft med delvis anvendelse af præfabrikerede betonelementer.

Ydervægge og etageadskillelser blev opført af elementer fremstillet på en feltfabrik på byggepladsen, mens skillevæggene blev støbt på stedet i særlige forskallingselementer, der kunne anvendes flere gange. Samtidig påbegyndtes en fabriksproduktion af elementkøkkener, og der oprettedes en række firmaer, der producerede standardvinduer og -døre samt lette standardfacadeelementer.

1950'ernes eksperimenter og undersøgelser blev efterfulgt af store montagebyggerier som Ballerupplanen (1962) og Sydjyllandsplanen (1963). Disse byggerier bød imidlertid ikke på nogen boligmæssig eller bebyggelsesmæssig fornyelse. Den nye teknologi blev tilpasset de allerede kendte og afprøvede boligformer; det var de såkaldte stokbebyggelser udlagt efter 1930'ernes ideal om lys og luft til alle lejligheder, der blev anvendt som mønster.

Stokbebyggelserne, der ved deres fremkomst havde været acceptable boligmiljøer, hvor de fremtrådte i mindre bebyggelser som en del af en større bymæssig helhed, blev gennem det store antal boligstokke løsrevet fra erhvervs- og institutionsbebyggelser til trivielle sovebyer. Kransporenes udnyttelse blev bestemmende for bebyggelsesplanernes udformning.

Arkitektoniske og miljømæssige hensyn veg pladsen for hensynet til produktionsprocessen, som nåede sit højdepunkt med det såkaldte Con-Box-byggesystem, hvor 80% af arbejdet blev udført på fabrik. Kun opstillingen af de færdigt indpakkede, rumstore bokse blev foretaget på byggepladsen.

Der er intet i de udviklede byggesystemer, der principielt er uforeneligt med et rigt og varieret boligmiljø, men der var ikke i 1960'erne politisk og økonomisk vilje til at udvikle og anvende byggesystemerne på en sådan måde, at der opstod rimelig variation i lejligheds- og bebyggelsesplanerne.

Standarden blev hævet, men ikke den arkitektoniske kvalitet. Forklaringen er den samme som i de øvrige industrialiserede lande: de økonomiske besparelser ved gentagelserne, den høje pris for varianter, regeringskrav om begrænsede enhedspriser, byggevedtægtsrestriktioner samt behovet for virksomhedsplanlægning.

Der findes fra 1960'erne imidlertid mange vellykkede eksempler på individuelt udformede institutionsbygninger, specielt skoler. Overfladisk set er disse mere traditionsbundne end boligbebyggelserne, men såkaldt traditionelt byggeri anvendte i stadig større udstrækning fabriksfremstillede bagmurselementer, dækelementer, tagspær, standardvinduer, døre, skillevægselementer og inventar, samtidig med at der i betonelementbyggeriet blev anvendt teglelementer. Det blev således efterhånden meningsløst i det nyere byggeri at skelne mellem traditionelt og industrialiseret byggeri.

Generelt har montagebyggeriet medført, at komponenter, samlinger og arbejdsprocesser må gennemtænkes bedre før byggestart, da de enkelte komponenter fremstilles uafhængigt af hinanden og på forskellige steder. De skal kunne sammenbygges uden tilpasning på stedet. Tidsplaner og arbejdsplaner er også blevet en nødvendighed, og udviklingen af teknikken til at styre byggetid og dimensioner er et væsentligt og værdifuldt træk fra denne udviklingsperiode.

Læs mere om montagebyggeri generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig